NyhederI går (opd. I går)

Mette Frederiksen slår fast: Grønland er IKKE til salg

Men Danmarks statsminister er åben for et samarbejde. Sådan lyder det fra Statsministeriet
Donald Trump skal ikke tro, at han får lov til at købe Grønland. Sådan lyder det fra Statsministeriet.
Donald Trump skal ikke tro, at han får lov til at købe Grønland. Sådan lyder det fra Statsministeriet.
 Foto: Lars H. Laursen

Statsministeriet ser ikke nogen grund til at gå aktivt ind i en debat om, at USA's kommende præsident Donald Trump igen har luftet sine tanker om kontrol og ejerskab over Grønland.

Det oplyser Statsministeriet i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- For så vidt angår det anførte om Grønland har Statsministeriet ingen kommentarer, ud over at henvise til hvad formanden for Naalakkersuisut har udtalt om, at Grønland ikke er til salg, men åben for samarbejde.

I forbindelse med at Donald Trump natten til mandag dansk tid annoncerede sit bud på en kommende amerikansk ambassadør i Danmark, genåbnede han debatten om Grønland.

- For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende, skrev han på Truth Social.

Trump skrev ikke sort på hvidt, at det er amerikansk kontrol, der er afgørende. Han skrev heller ikke, at USA gerne vil købe Grønland.

Efterfølgende så Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, sig alligevel nødsaget til at gøre det klart, at Grønland ikke er til salg.

- Grønland er vores. Vi er ikke til salg og vil aldrig komme til salg, sagde Múte B. Egede i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Dog skal vi fortsætte med at være åbne for samarbejde og handel med hele verden, især med vores naboer. Da alt samarbejde og handel ikke kan gå via Danmark, lød det videre fra landsstyreformanden.

Det var netop et foreslået amerikansk køb af Grønland, som under Trumps første præsidentperiode skabte gnidninger i det dansk-amerikanske samarbejde. Forslaget blev fremlagt i august 2019 af Trump.

Dengang blev forslaget hurtigt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S). Hun kaldte hele diskussionen for "absurd".

De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh-Dam, har også afvist Trumps mulige købsinteresse.

- Jeg synes, ordene ejerskab og kontrol fra en kommende præsident fra USA, som bestemmer hele den vestlige verdens udenrigs- og sikkerhedspolitik, er et rimeligt klart signal om, at man gerne vil købe Grønland, sagde Aaja Chemnitz tidligere mandag til Ritzau.

Ligesom landsstyreformanden er både Chemnitz og Høegh-Dam dog åbne for et øget samarbejde med USA.

Sponsoreret indhold