Bill Clinton er udskrevet fra hospitalet igen
Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton er tirsdag blevet udskrevet fra det hospital i Washington D.C., hvor han dagen inden blev indlagt med feber.
Det meddeler hans talsmand på det sociale medie X.
- Præsident Clinton blev udskrevet tidligere i dag efter behandling for influenza, skriver talsmand Angel Urena.
Han tilføjer, at ekspræsidenten og hans familie "er dybt taknemmelige for den enestående pleje, som teamet på MedStar Georgetown University Hospital har ydet".
- De er rørt over de venlige beskeder og gode ønsker, han har modtaget. Han sender sine varmeste ønsker om en glædelig og sund juletid til alle, lyder det videre i opslaget på X.
78-årige Bill Clinton har gennem årene haft forskellige helbredsmæssige udfordringer, skrev nyhedsbureauet AFP og det amerikanske medie CNN mandag.
Clinton fik en hjerteoperation i 2004 og var blandt andet også indlagt i 2021 på grund af en infektion, der havde spredt sig i blodet.
I november 2022 blev han testet positiv for coronavirus. Men han havde kun milde symptomer og sagde, at han var "taknemmelig" for at være blevet vaccineret og have fået boostervaccine.
Ifølge AFP fik hjerteoperationen i 2004 ham til at ændre sin livsstil og blandt andet skifte til vegetarisk kost.
Clinton var USA's 42. præsident og bestred posten fra 1993 til 2001.