KrimiI går (opd. I går)

Deler mands navn og billede på plakat: Mistænkt for at voldtage 11-årig

Den 56-årige mand er varetægtsfængslet - men det er forbudt at dele hans navn eller ting, der kan afsløre identiteten. Alligevel hænger der nu plakater med både navn og billede i dansk by
En 11-årig pige blev torsdag i sidste uge voldtaget i klitterne ved Bøtø strand. Her gennemsøger politiet området endnu engang. (Foto: HANSEN CLAUS/Scanpix 2024)
En pige, der i 1999 blev voldtaget og var uhyre tæt på at blive dræbt i Bøtø, stod i 2015 frem for at fortælle om sit mareridt. Nu mener politiet så, at man har pågrebet hendes gerningsmand, som retten har beskyttet med et navneforbud.
 Foto: Hansen Claus/Ritzau Scanpix

Efter at en 56-årig mand er blevet varetægtsfængslet i den såkaldte Bøtø-sag, har nogen efterladt plakater med navn og billede i Nykøbing Falster.

Det skriver Lolland-Falsters Folketidende og DR.

Manden blev torsdag i sidste uge varetægtsfængslet for drabsforsøg og voldtægt mod en 11-årig pige i 1999.

Ved grundlovsforhøret blev han beskyttet af et navneforbud. Derfor er det strafbart at offentliggøre oplysninger om hans identitet.

- Vi har ikke nogen sigtede i sagen, men vi vil rigtig gerne høre fra eventuelle vidner, der ved, hvem det er, der har lavet de sedler. Det er faktisk en ret grov sag, når retten har nedlagt et navneforbud, siger vicepolitiinspektør Casper Andersen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Lolland-Falsters Folketidende.

Vicepolitiinspektøren opfordrer over for DR til, at man ikke bryder et navneforbud. Det koster en bøde.

- Det er noget som vi desværre oplever, og det vil vi gerne tale folk fra. Det kan give en bødestraf på op til 15.000 kroner, så vi ser på det med stor alvor, siger Casper Andersen til mediet.

Sagen fra Bøtø på Falster skete i 1999. Her blev en 11-årig pige voldtaget og forsøgt kvalt.

Gennem årene har ordensmagten savnet et gennembrud i efterforskningen, selv om der blev fundet DNA-materiale på offeret.

Men ved hjælp af slægtskabssøgning fandt politiet frem til den 56-årige, som i sidste uge blev fængslet i sagen.

Ifølge DR er der tale om laminerende plakater med mandens navn og billede og teksten "dette er Bøtø manden."

Lolland-Falsters Folketidende skriver, at det fremgår af en lokal gruppe på Facebook, at plakaterne er blevet hængt op i Nykøbing Falster.

I flere andre meget omtalte kriminalsager, er der tidligere idømt bøder for at overtræde navneforbud. Det er eksempelvis sket i sagen om drabet på 17-årige Emilie Meng.

Sponsoreret indhold