Kendte30. december 2024

Dødssyge Jytte Abildstrøm fortæller: Det er nyrerne

Den 90-årige hospice-indlagte skuespiller har givet sit sidste interview, hvor hun fortæller om sin situation
Jytte Abildstrøm
I august modtog Jytte Abildstrøm prisen Årets Teaterflise. Få måneder senere måtte hun indlægges på hospice.
 Foto: Hanne Juul

Hele Jytte Abildstrøms store familie, som inkluderer skuespilleren Peter Mygind, har de seneste uger vidst, at de for tiden har de sidste timer sammen med deres mor, farmor og oldemor.

For den 90-årige "Flyvende farmor"-skuespiller er blevet indlagt på hospice, og er med familiens ord "på en sky, som nok snart flyver til himmels".

Meddelelsen kom 13. december, men heldigvis har familien stadig haft deres Jytte hen over julen - og nu fortæller hun om sit liv og dets afslutning i et interview med ugebladet Søndag.

- Jeg er så taknemmelig over, at mine drenge, Lars og Peter, er her. At hele min familie er tæt omkring mig, og at vi på den måde går igennem liv og død på godt og ondt sammen, siger Jytte Abildstrøm i Søndag.

- Det er det vigtigste for mig nu, mens vi må lære at finde os i, at nyrerne har besluttet sig for at sige tak for denne gang på mine vegne, fortsætter hun.

Skuespilleren, som altid har været god til at sætte smil på publikums ansigter, holder da også selv fast i det gode humør til det sidste.

- Uanset hvad, så vil jeg godt lige undertrege, at først og fremmest har livet fandme været sjovt!, siger hun.

Tidligere har Jytte Abildstrøms familie fortalt, hvor glade de er, fordi den nyresyge miljøforkæmper kan tilbringe sin sidste tid på hospice.

- Jytte er på Hospice tæt på os, så Peter, resten af familien og hendes mange venner kan holde hende i hånden hver dag. Jytte og vi er dybt taknemmelige for, at der findes hospice i Danmark, har de fortalt.

Og selv når julen blev holdt uden for hospice, var Jytte Abildstrøm stadig med på en ganske særlig måde i familiens stuer - det kan du læse mere om her.


Sponsoreret indhold