KrimiI går

17-årig pige stadig i kritisk tilstand: Blev slæbt 500 meter i sidespejl

Mandag morgen blev en kun 17-årig pige kørt på hospitalet i kritisk tilstand - det viser sig nu, at hun formentlig er blevet slæbt 500 meter i et sidespejl. Føreren er løsladt
Politiet og deres teknikere arbejdede dagen igennem på Blågårdsstræde i Roskilde, hvor den 17-årige pige blev fundet.
Politiet og deres teknikere arbejdede dagen igennem på Blågårdsstræde i Roskilde, hvor den 17-årige pige blev fundet.
 Foto: Presse-fotos

LÆS OGSÅ: Pige blev fundet livløs på gaden: Politi melder ud om hendes tilstand

- Det seneste vi har hørt, er, at hun stadig er i kritisk tilstand.

Sådan lyder det onsdag morgen, efter det i begyndelsen af ugen startede særdeles dramatisk, da en kun 17-årig pige med alt sandsynlighed blev ramt af en bil i det centrale Roskilde, hvorefter hun formentlig er blevet trukket med bilens sidespejl i 500 meter til Blågårdsstræde.

Her blev teenageren fundet livløs på vejen klokken 08.18 - hun blev efterfølgende hastet til hospitalet, hvor hun fortsat er indlagt i kritisk tilstand.

Det fortæller Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politis kommunikationsafdeling til SE og HØR.

Politiet rykkede mandag morgen massivt ud til Blågårdsstræde, hvor den 17-årige pige blev fundet og indledte straks en omfattende efterforskning, hvor de afhørte vidner og indhentede videoovervågning.

Mand meldte sig selv - løsladt igen

Mandag aften meldte en 46-årig mand sig på politistationen i Roskilde, fordi han havde en formodning om, at han havde ramt pigen i en større personbil.

Midt- og Vestsjællands Politi afhørte manden i flere timer mandag aften, og han blev i den forbindelse sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse.

Den 17-årige pige har ifølge politiet med alt sandsynlighed hængt fast i sidespejlet på bilen, efter hun blev ramt ved Stændertorvet i Roskilde - 500 meter fra det sted, hvor hun blev fundet.

- Ved et sammenfald af mange uheldige omstændigheder er hun blevet trukket med af bilen. Vi har en stærk formodning om, at føreren ingenting har bemærket, fortæller Thomas Kristensen.

Den 46-årige mand er blevet sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse, men blev løsladt efter afhøring og i forbindelse med, at politiet har indhentet overvågning og talt med vidner til sagen.

- Nu skal undersøgelserne gøres færdig, og så skal sagen lægges til vurdering hos anklagemyndigheden, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

17-årig pige i kritisk tilstand - ramt af bil i Roskilde

Sponsoreret indhold