KendteI går

Midt i krise: Adam Price vil gerne lave ny sæson "Borgen"

Manuskriptforfatteren skal nok finde på nye opgaver til Birgitte Nyborg, hvis nogen vil have ham til det
Adam Price til Tivolis åbning 2024
Virkeligheden er blevet mindst lige så vild som fiktionen, men Adam Price vil alligevel gerne skrive mere politisk fiktion, hvis bare pengene og ideen kommer til ham.
 Foto: Jesper Sunesen

Hvis nogen kan forudse store begivenheder i dansk politik, så er det manuskriftforfatter - og madøre - Adam Price, der tydeligvis arbejder med en krystalkugle ved siden af skrivemaskinen, når han har fundet på handlingen i "Borgen".

Behøver vi at nævne, at vi i disse dage ser Grønland i centrum for global storpolitik? Og at det er en tidligere statsminister, som hænger på opgaven som udenrigsminister? Og at denne udenrigsminister i øvrigt forlod sit gamle parti for at stifte et nyt, der endda hedder Moderaterne?

Således fik P4-programmet "Formiddag på 4'eren" da også den glimrende idé at ringe til Adam Price for at spørge, hvordan hans fiktive politiker-hovedperson Birgitte Nyborg ville håndtere den situation, som Mette Frederiksen og Lars Løkke lige nu står i.

Det svarede den 57-årige forfatter beredvilligt på - også da spørgsmålet lød, om der mon kom en ny sæson af hans politiske serie, som ikke bare har været et hit i Danmark, men også i adskillige andre lande.

- Jeg vil ikke udelukke det. Vi skal nok bare lige finde nogle penge og det helt rigtige emne. Nu har vi jo været i Grønland, så nu skal vi prøve at forudse, hvad der siden sker, fortæller Adam Price i onsdagens store formiddagsprogram.

Sidst der var nyt i "Borgen"-serien var i 2022, hvor handlingen lige netop foregik i Grønland.

Det var den fjerde sæson i sagaen, og her var Adam Price faktisk ikke eneste forfatter ifølge rulleteksterne. Også den tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard havde sat sig til tasterne.

Det er dog ikke det makkerskab, som folk husker Adam Price for - det er nok nok rettere det kulinariske partnerskab med broderen James i "Spise med Price" på DR, som nu har overlevet 16 sæsoner.

Og så er mange nok også klar over, at Adam Price har været i forhold med en anden forfatter, Katherine Diez, der sidste efterår udgav en bog med masser af beskyldninger mod eksen.

I dag er disse beskyldninger vistnok blevet flere, efter diez gik på Instagram og fortalte om sin eks, der dog ikke er navngivet.

- Han havde også et alias, et falsk navn. Og en Instagram-konto, han brugte til at skrive til kvinder. Jeg tog hans telefon og åbnede en besked, han havde skrevet til en ung, mørkhåret kvinde. "I paid for you, remember?", lyder begyndelsen af Diez' opslag, som du kan læse mere om her.

Sponsoreret indhold