Jesper Jensen vil tilbage til klubhåndbolden: Men hvad med familien?
LÆS OGSÅ: Jesper Jensen afslører: Vidste det allerede inden EM
Til sommer stopper Jesper Jensen efter eget ønske som dansk landstræner – ét år før kontraktudløb.
Beslutningen havde han faktisk truffet inden EM i december, hvor kvindelandsholdet hentede sølv hjem til Danmark.
I oktober sidste år mødte SE og HØR Jesper Jensen til den første håndboldsamling efter OL-bronzemedaljerne.
Her satte han ord på, hvordan den første sensommer som landstræner uden at dobbeltjobbe havde været.
- Det har været godt. Det har været dejligt at få lidt pause. Jeg har ikke været misundelig på spillerne over, at de skulle direkte hjem og i gang med at træne syv dage efter.
Dengang fortalte den succesfulde landstræner, at han havde haft mere tid til familien og vennerne, men ”ikke sådan helt vildt”.
- Jeg tror bare, at der er mere overskud, i det jeg laver. At jeg lørdag formiddag ikke skal ud og have en taktisk træning, men at den kan bruges på at slappe af og hygge sig med familien og at være 100 procent mentalt til stede.
- Jeg tror, at det er godt for både min kone og mine børn, at vi har – jeg ved ikke, om jeg vil sige for god tid – for min arbejdsdag er fint fyldt ud, men det er klart, at mit nærvær er øget, fordi der er mere overskud og tid til det.
Retur til klubhåndbolden?
De seneste dage har der været rygter om, at Jesper Jensen skal være træner i ungarske Ferencvaros TC – samme klub som Team Esbjerg-spilleren Mette Tranborg rygtes til.
Onsdag er det også kommet frem, at FTCs træner, Allan Heine, stopper til sommer i den ungarske håndboldklub.
I oktober var Jesper Jensen noget lunken ved tanken om at skulle dobbeltjobbe i fremtiden.
- Jeg tror hellere, at jeg vil sige, at det ikke er planen. Man skal aldrig sige aldrig.
Så hvis der kommer et godt tilbud?
- Nej, det er ikke så meget om tilbuddet. Det er mere i forhold til, hvordan jeg har det i det. Mit bedste bud lige nu er, at jeg skiller tingene ad fremadrettet.
Landstrænerne lagde dengang ikke skjul på, at han allerede efter få måneder uden et job som klubhåndboldtræner, kunne mærke et afsavn til klubhåndbolden.
Særligt en ting savnede Jesper Jensen i den første tid, hvor han kun skulle fokusere på landsholdet.
- Den individuelle relation til Esbjerg-spillerne, har jeg savnet rigtig, rigtig meget, og det bliver også min største udfordring. Den personlige udvikling, der er, både for mig selv, men også at være med til at skubbe og nudge en anden persons udvikling, det kommer jeg til at savne helt vildt. For der opbygger sig nogle helt vildt stærke relationer, og dem får man ikke ved at tage ud og spille padel med sine kammerater.
- Det er mere bare ren hygge, men når man er på en Europa Cup-tur med de samme spillere uge efter uge og går op og ned ad dem hver dag, så giver det bare en anden form for intern relation og nærhed i det, man laver. Og alle de kedelige timer, som man også har sammen, der opbygger man et særligt bånd. Det savner jeg nu, og det kommer jeg også til at savne fremadrettet.
Danmark og Jesper Jensen fik i december sølv ved EM efter et nederlag til Norge i finale.
I alt er det blevet til sølv ved to EM-slutrunder og bronze til to VM-slutrunder. Derudover fik holdet bronze ved OL i Paris sidste sommer.