Paradise Hotel18 timer siden

Drama på "Paradise Hotel": - Christel tror, alt handler om hende

Der er kridtet op til et ægte drama på "Paradise Hotel", da Christel Trubka mener, at Zenia Lund giver hende "side eye" for at smide blusen. Men Christel skal ikke tro, at alt handler om hende, lyder det fra Zenia
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Se det første drama mellem Christel Trubka, Zenia Lund med flere i "Paradise Hotel", som begynder med såkaldte "side eyes".
 Video: Viaplay Group

LÆS OGSÅ: Barbara fortryder hjælp til Christel Trubka: - Det er så sygt

Man siger, at der altid er tre sider af en sag: Den ene parts oplevelse, den anden parts - og så sandheden.

Christel Trubka og Zenia Lund har i hvert fald hver deres mening om, hvorfor det pludselig eskalerer til torsdagens fest på "Paradise Hotel".

Til SE og HØR forklarer de to paradisoer nu, hvorfor der opstår drama, da Christel Trubka beskylder Zenia Lund for angiveligt at have givet "side eye" og altså kigget skævt til hende, fordi hun smed blusen i festligt lag.

- Jeg er vant til derhjemme, at når jeg gør, hvad fuck jeg har lyst til, så kigger folk mærkeligt. Men her havde jeg behov for at sætte en grænse. Synes du, det er mærkeligt, så gå et andet sted hen. Jeg og min person må gerne være her, ligesom hun også har lov at være her, siger Christel Trubka til SE og HØR.

En personlig grænse

Hun bliver ved med at skælde Zenia Lund ud for at have rullet øjne af hende, selv om Zenia forsikrer hende om, at det ikke har noget med hende at gøre.

- Det er en personlig grænse, hun overskrider, og derfor står jeg meget op for mig selv. Det er vigtigt, at hun fatter det, og derfor bliver jeg ved med at sige det.

Men hvis hun ruller øjne af dig, kan du så ikke være ligeglad?

- Jeg er vant til at være ligeglad, men det er vigtigt for mig, at hun forstår, at der også er andre typer end hende, og man skal lade der være plads til alle. Også i det virkelige liv. Har du "sideeye" til, hvad folk laver, så koncentrerer du dig for meget om, at andre hygger sig kontra dig selv.

- Så derfor er det vigtigt for mig at sige: Hallo, back off og opfør dig ordentligt.

Der er kold luft mellem Christel Trubka og Zenia Lund fra "Paradise Hotel".
Der er kold luft mellem Christel Trubka og Zenia Lund fra "Paradise Hotel".
 Foto: Mikael Rieck

Handler ikke om Christel

Efter optagelserne holder også Zenia Lund fast i sin version. Til SE og HØR bekræfter hun, at hun kigger skævt. Men det gjorde hun ikke på grund af Christel Trubka, understreger hun.

- Jeg giver "side eye" til Julie, fordi vi snakker om Theis, mens Christel laver danseshow eller hvad det er, hun laver. Hun vil så gerne lave drama, så hun siger højt, at nogen laver "side eye", og jeg ved godt, det er mig og Julie, hun mener, men det har ikke noget at gøre med hende, og hvad hun laver.

- Jeg synes ikke engang, jeg ruller med øjnene, jeg tror bare, hun siger det, fordi vi begge har set skævt til hinanden, siden vi kom ind. Hun gik jo decideret efter min partner, og så skete "sengesituationen" (hvor Theis skifter mellem Christel og Zenias seng, red.), så humøret er ikke til, at vi bliver veninder.

- Det er klart derfor, hun siger, som hun gør - men jeg føler godt, hun kunne tage den privat med mig i stedet for foran alle oppe i palapaen.

Christel Trubka smider toppen til en fest - og så begynder dramaet.
Christel Trubka smider toppen til en fest - og så begynder dramaet.
 Foto: Viaplay Group

Hun bryder sig ikke om mig

Har Christel ret i, at du dømmer hende for at smide blusen?

- Jeg er fuldstændig ligeglad med, om hun smider blusen - det er fedt og frisk gjort, siger Zenia og tilføjer, at hun "nok ikke havde gjort det selv".

- Om hun havde tøj på eller ej, så var det stadig sket, men det handlede om Theis. Derfor siger jeg, at hun tror, alt handler om hende. Nok fordi, hun ikke bryder sig særlig meget om mig. Hun tror, alt handler om hende, og at man dømmer en kvinde på at smide tøjet, men det har intet med hende at gøre. Så bliver jeg irriteret.

Oprindeligt handler situationen altså for Zenia om, at hun er frustreret over sin partners adfærd til festerne på "Paradise Hotel", hvor han ifølge hende er lidt for venligt stemt over for andre kvindelige gæster. Herunder dog netop Christel Trubka.

- Jeg bliver irriteret over, hvordan han er med Christel. Jeg synes, det er en mærkelig opførsel. Og det vender hun så til at handle om hendes tøjsituation.

Zenia ender med at gå ned på værelset med Karl Weihe, fordi hendes partner, Theis, tager Christels parti i skænderiet. - Jeg synes, det er vildt ubehageligt, og jeg var så ked af det, fordi de overfusede mig helt vildt, siger hun til SE og HØR.
Zenia ender med at gå ned på værelset med Karl Weihe, fordi hendes partner, Theis, tager Christels parti i skænderiet. - Jeg synes, det er vildt ubehageligt, og jeg var så ked af det, fordi de overfusede mig helt vildt, siger hun til SE og HØR.
 Foto: Viaplay Group

Hvad er dit problem?

Ifølge Christel Trubka bliver Zenia Lund i situationen et symptom på mennesker, der dømmer andre - og det er derfor, hun tager så meget på vej. Det kunne lige så godt være en anden end Zenia, det var gået ud over, fortæller hun.

Bliver du såret over, at du føler, hun ser skævt til dig?

- Jeg bliver ikke såret, jeg bliver provokeret over, at der findes de typer. Det er ærgerligt, at man i dagens Danmark kigger skævt på andre, hvis de skejer ud eller har det sjovt. Lad dem være, hvad er dit problem? Lad dem fucking hygge sig.

I dag er forholdet mellem de to realitydeltagere lige så godt - eller dårligt - som det ser ud i programmet. I hvert fald er der ingen kontakt mellem dem.

- Vi snakker ikke sammen, og det gjorde vi heller ikke derinde. Vi har ikke noget forhold til hinanden. Jeg har ikke decideret noget imod hende, jeg snakker bare ikke med hende, siger Zenia.

- Jeg er ligeglad, om Zenia kan lide mig. Hun skal bare ikke være dømmende og bitchy, når andre har det sjovt, siger Christel.

- Jeg går jo heller ikke over til Zenia og siger "hold kæft, hvor er du kedelig".

Se hele dramaet i videoen øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold