Sonny Fredie-Pedersen måtte flygte gennem bjerge, da branden brød ud
LÆS OGSÅ: Sonny Fredie-Pedersen medvirker i stor amerikansk film med Jamie Foxx
Den amerikanske storby Los Angeles er i undtagelsestilstand.
Voldsomme brande hærger i området og har indtil videre kostet mindst 10 mennesker livet, mens 180.000 er på flugt fra deres hjem.
Heriblandt den danske entertainer Sonny Fredie-Pedersen, som til daglig bor i Los Angeles med sin forlovede, Nika Kljun.
Til Ekstra Bladet fortæller den 38-årige "Vild med dans"-dommer, at deres hjem er omringet af flammer. Det førte til, at Sonny Fredie-Pedersen på dramatisk vis måtte flygte gennem en bjergpasse for at nå hen til sin forlovede.
-Jeg har to brande ved siden af mig, en på hver side af min ejendom! Gudskelov er de to brandes fremrykning kommet under kontrol i dag! Da brandene brød ud forleden, måtte jeg finde en alternativ vej tilbage til min forlovede via en bjergpassage med nedfaldne træer og sten fra stormen der var i gang. Brandene havde allerede lukket motorvejen ned, fortæller han mediet.
Og trods de begge er sluppet med helbredet i god behold, kalder han situationen "ulykkelig og grusom".
Sonny Fredie-Pedersen, som har boet i Californien i 16 år, er selvsagt dybt berørt af de altødelæggende naturbrande. Hans hjerte græder derfor for alle de mennesker, som har mistet alt, hvad de ejer, fortæller han videre til mediet.