Kendte11. januar 2025

Mona Juul har solgt omdiskuteret onani-billede: Fik 82.000 kroner for det

De konservatives formand har fået en særdeles fornuftig pris for det kontroversielle maleri
Mona Juul - Konservative holder ekstraordinært landsråd for at vælge ny formand, i Herning Kongrescenter, søndag den 21. april 2024.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Mona Juul havde et vildt billede hængende på sit kontor - men nu er det solgt.
 Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Da Mona Juul i foråret 2024 overtog formandsposten i Det Konservative Folkeparti, faldt samtalen hurtigt på et særligt maleri, som den nyvalgte formand havde hængende på sit kontor.

Maleriet forestillede nemlig en nøgen kvinde, der er i færd med at onanere, og det fik altså nogen af de pæne konservative folk til at spærre øjnene op - hvilket Berlingske blandt andet kunne berette.

Hvorvidt det var den kontroversielle historie - eller om Mona Juul bare blev træt af maleriet - vides ikke, men i oktober kunne hun altså melde ud, at billedet nu var blevet sat til salg. Det skete i et opslag på Instagram.

Og nu er maleriet altså blevet solgt. Det afslører Mona Juul i BT-podcasten "Q&CO".

Pengene gik til hjemløse

I podcasten fortæller hun også, hvad hun fik for maleriet, og hvad pengene er gået til:

- Jeg fik 82.000 kroner for det og betalte et fee til aktionarius og så afleverede jeg resten af pengene til værestedet i Aarhus, som er et helle for hjemløse. Så de har fået lidt bedre julegaver i år, og der er også penge til mere der. Så det er jeg rigtig glad for, fortæller Mona Juul.

Hvad Mona Juul har erstattet billedet på sit kontor med, vides ikke.

Men i Instagram-opslaget fra oktober lovede hun, at det "ikke ville være kedeligt".

Sponsoreret indhold