En fodgænger er sen eftermiddag lørdag kommet svært til skade efter en bilulykke.
Vedkommende blev ramt af en bil, der svingede til højre i krydset ved Gladsaxe Ringvej og Dynamovej i Søborg i Storkøbenhavn.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Mikkel Jensen.
Ifølge vagtchefen er fodgængeren efterfølgende blevet kørt til Rigshospitalets Traumecenter.
Vedkommende er endnu ikke blevet identificeret. Derfor er pårørende heller ikke blevet underrettet. Politiet oplyser dog, at der er tale om en ældre kvinde.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.50.