Sport15 timer siden

VM-drengenes private guld: Her er deres koner og kærester

De danske håndboldherrer har godt styr på det, når det kommer til guld og flotte scoringer - det gælder både på og uden for banen
Få overblikket over alle landsholdsfruerne her. 
Få overblikket over alle landsholdsfruerne her.
 Foto: Kasper Wenstrup & Jesper Sunesen

Det er VM-tid, og det har de seneste tre gange været lig med guld-tid for de danske håndboldherrer.

Så er spørgsmålet, om Nikolaj Jacobsens drenge kan lave fire på stribe.

Opbakning får de i hvert fald helt sikkert nok af, når Boxen i Herning danner rammer for holdets første seks kampe.

Og mon ikke også en håndboldfrue eller to lægger vejen forbi med krigsmaling og klappepølser?

Uanset hvad, så skal du ikke snydes.

SE og HØR giver dig her det store kone-kæreste overblik:

Hun er en keeper!

Emil Nielsen og Sara Maj Norsgaard Thomsen

Niklas Landin er stoppet på landsholdet, og en ny målmandssheriff er landet i skikkelse af Emil Nielsen.

Bag sheriffen står fruen Sara Maj Norsgaard Thomsen, som nyder livet med landsholdsstjernen i dejlige Barcelona.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811-WEN---Guldfest-788.jpg
Kæresten var til stede i Paris i sommer, da OL-guldet kom i hus.
 Foto: Kaspar Wenstrup

De to var også sammen, da Emil Nielsen spillede i franske Nantes, så det er nogle hotte adresser, parret shopper rundt i.

Generelt har målmandens bedre halvdel været en fast støtte gennem længere tid.

Blandt andet, da han mistede sin far under sommerens OL-turnering.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811-WEN---Guldfest-742.jpg
Og hun stod klar med kys og kram efter finalen.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Kevin Møller og Louise Kildelund

Han har måtte se på enten fra tribunen eller sofaen ved de seneste par slutrunder, men nu er Kevin Møller tilbage.

Der er dog ikke så meget nyt på tapetet for den solide Flensburg-målmand.

Han har i gennem mange år dannet par med Louise Kildelund.

I 2021 blev de forældre til datteren Ingrid.

Fløjenes fine fruer

Emil Jakobsen og Helena Elver

Landsholdets helt store håndboldpar.

Det er nemlig ikke kun Emil Jakobsen, der brillerer på banen i det par.

Helena Elver var håndboldkvindernes helt store offensive stjerne, da det blev til EM-sølv i december.

Til daglig spiller hun i Odense Håndbold, så det bliver til lidt pendlertid for de to håndboldstjerner, når der skal bruges tid sammen.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-12-13/20230130_JSU7169-%281%29.jpg
Helena Elver og Emil Jakobsen, da sidstnævnte havde vundet VM-guld i 2023.
 Foto: Jesper Sunesen

Magnus Landin og Tina Abdulla

Den skarpe venstrefløj har ikke råbt højt om sin kæreste, men den er god nok.

Lillebror-Landin danner par med den 27-årige norske håndboldspiller Tina Abdulla, der til daglig spiller i klubben Storhamar HE i hjemlandet.

De to deler da også billeder af hinanden på Instagram og kommenterer med hjerter.

Johan Hansen og Astrid Juhl Kyhn

Højrefløjen med de færøske gener har sin daglige gang i danskerklubben Flensburg-Handewitt.

I privaten danner han par med hustruen, Astrid Juhl Kyhn, som han fik det store "JA" fra i 2020.

De to har dog været et par i mere end et årti, og Astrid fulgte da også med, da Vestjylland blev til Tyskland i selvsamme 2020.

Og 2020 bliver næppe et år, den elegante højrefløj glemmer lige foreløbigt.

Parret fik nemlig også datteren Nora, som fylder fem til marts.

Sidste år blev Nora så også storesøster, da lillebror Alfred kom til verdenen i juni.

Niclas Kirkeløkke og Marie Hobitz

Et andet af landsholdets kendispar.

Den danske højrefløjs partner er nemlig ingen ringere end P3-værten Marie Hobitz.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811-WEN---Guldfest-1037.jpg
Parret har været sammen siden 2023.
 Foto: Kaspar Wenstrup

De to fandt sammen i 2023 og har siden købt lejlighed sammen på Amager.

Den må Kirkeløkke dog pendle lidt frem og tilbage til, da han har sin hverdag syd for grænsen i Flensburg.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811-WEN---Guldfest-1021.jpg
Marie Hobitz var med som støtte under OL i sommer.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Bagspillernes bedre halvdele

Simon Pytlick og Sara Marie Tange Jensen

Den nye konge på venstreback har fundet sig sin dronning.

Det afslørede han selv i september, men var ikke meget for at dele for meget ud om den nye kæreste, 24-årige Sara.

Det er heller ikke meget, parret lægger op af hinanden på sociale medier, men i efteråret fortalte Simon Pytlick til SE og HØR, at de to nu er flyttet sammen i Tyskland.

- Vi har kørt en god langdistance, så det har været godt at få hende herned. Vi nyder begge, at vi kan have en hverdag sammen, så det trives vi begge rigtig godt i, fortalte han i november til SE og HØR.

Rasmus Lauge og Sabrina Jepsen

Når han ikke bomber kasser ind for landsholdet, så holder Rasmus Lauge til i en lille by uden for Silkeborg med hustruen Sabrina. De to sagde "ja" til hinanden i 2017.

Sammen har de børnene Freja på syv år og Noah på fem år.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811_JSU6084.jpg
Rasmus Lauge og hustruen Sabrina.
 Foto: Jesper Sunesen

De to børn, især Freja, er blevet ganske dygtige til også at snakke engelsk, da de har levet i udlandet, indtil parret vendte snuden hjem imod Danmark i sommeren 2023.

Nu er familien igen hjemme i Danmark, hvor børnene nyder at være landet i institutioner med andre danske børn, imens farmand spiller håndbold i topklubben BSH.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811-WEN---Guldfest-628-%281%29.jpg
Børnene var også med til OL-fejringerne.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Mads Mensah Larsen og Line Bødker

Landsholdets Mr. Reliable har brugt over ti år i udlandet, hvor han har tørnet ud for de tyske storklubber Rhein-Neckar Löwen og Flensburg-Handewitt.

Med sig har han konen Line, som han blev gift med i 2018.

Sammen har de døtrene Asta og Edith, og i 2023 blev familien så udvidet med en lille knægt ved navn Aksel.

Lasse Andersson og Nanna Majken Rasmussen

Berlin-danskeren stortrives i det tyske, hvor han i efterhånden nogle år nu har været en stor profil for hovedstadsklubben, Füchse Berlin.

Og han er ikke alene om det.

Med sig har han nemlig hustruen Nanna, som han blev gift med i 2022.

De to har sønnen Kalle, der netop er fyldt to år mellem jul og nytår.

Jacob Holm og Laura Madsen

Jacob Holm er tilbage på landsholdet til en slutrunde.

Det er han ikke mindst efter en flot sæson i franske PSG, og det er også i den franske hovedstad, bagspilleren lever det gode liv med partneren Laura.

De blev gift i 2023 og nyder nu livet i byernes by med sønnen Eske, der kom til verden sidste år.

– Vi er faldet godt til. Vi er glade for byen. Vi var også glade for Berlin, men Paris er noget andet. Det er noget, min kone og jeg er blevet glade for. Alt i alt er tilværelsen hernede god, fortalte han i sommer til SE og HØR.

Henrik Møllgaard og Christina Gad

Det er 40-årige Møllgaards sidste tur i slutrundemanegen, for håndboldskoene sættes på hylden efter denne sæson.

Det betyder givetvis mere tid til hustruen Christina og deres to døtre, Augusta og Viola.

Og dog ...

Familien flytter nemlig til Paris, hvor den rutinerede forsvarsgeneral har fået job som assistenttræner i håndboldklubben PSG.

Det glæder både han og familien sig til, selvom det også bliver hårdt for ikke mindst børnene at skulle væk fra de trygge rammer i Danmark.

- Lige nu snakker vi dog mest om alle de fede ting, der er ved det og kommer til at ske. Alt det, vi skal ned og opleve, prøve og spise. Når vi så kommer nærmere, så kommer der også en sidste skoledag og en farvelfest, og det kommer da helt sikkert til at gøre ondt. Det har vi selvfølgelig også berørt, men lige nu prøver vi bare at være så begejstrede som muligt. Så kommer der en tid, hvor vi skal rive plastret af, men vi føler os sikre på, at vi får nogle stærkere piger med hjem igen på et tidspunkt, fortalte han til SE og HØR kort inden VM.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-05/20240119-010005-4-1920x1280web.jpg
Henrik Møllgaard og familien efter EM 2024.
 Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Mathias Gidsel og Katrine Kirkelund

Landsholdets hele store stjerne og darling lever en, ifølge ham selv, dejlig anonym tilværelse i Berlin, hvor hverken han eller kæresten Katrine skal forholde sig til autografhungrende fans eller fotografernes hidsige linser.

Parret ynder nemlig helst at holde privaten privat, men landsholdsesset er begyndt at åbne mere op om sin bedre halvdel.

Blandt andet om parrets kamp om, hvilket tæppe der skal pryde stuegulvet i deres lækre lejlighed i den tyske hovedstad.

Det skal nemlig også lige passe ind med parrets hund, havaneseren Hermann.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811-WEN---Guldfest-830-2.jpg
Kæresten Katrine var med som støtte i Paris i sommer.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Stregspillere med skønne scoringer

Magnus Saugstrup og Jeanette Saugstrup

I sommeren 2022 tog Magnus Saugstrup og partneren Jeanette fusen på hele familien, da sønnen Sigurd skulle døbes.

De udnyttede nemlig øjeblikket til også at lade sig vie – til stor overraskelse for begge familier, der intet anede.

Parret og sønnen Sigurd bor nu sammen i Tyskland, hvor landsholdsstjernen spiller i den tyske mesterklub, Magdeburg.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811_JSU7150.jpg
Parret efter OL-guldet i sommer.
 Foto: Jesper Sunesen

Lukas Jørgensen og Emma Rants Andersen

Han fik det helt store landsholdsgennembrud sidste år - først med en gradvist større og større rolle under EM og dernæst som stor profil under OL i sommer.

Med på Lukas Jørgensens store eventyrrejse, har han haft kæresten Emma.

De to har i godt halvandet år haft et lagdistanceforhold, da hun har passet studiet i Odense, imens han har passet håndbolden i Tyskland.

I november afslørede han dog til SE og HØR, at hun her ved årsskiftet flytter ned til ham.

- Omkring nytår flytter kæresten herned. På det tidspunkt giver det bedre mening for hende i forhold til stadig at kunne passe studiet, fortalte han.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240811-WEN---Guldfest-694.jpg
Kæresten Emma var med til fejringerne i Paris i sommer.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Simon Hald og Sif Dragsbæk Keeney

Det er ikke meget Simon Hald deler ud af privaten.

Han startede dog året ud med at dele et billede på Instagram af en sød lille nyfødt.

På billedet er Sif Dragsbæk Keeney tagget, og lykønskninger til de to er væltet ind i kommentarerne.

Emil Bergholt og Astrid Søndergaard

Slutrundedebutanten får sig noget af en oplevelse med et VM på hjemmebane.

Mon ikke det til gengæld også betyder, at kæresten Astrid kigger forbi Boxen i Herning og støtter?

De to blev forældre til datteren Agnes for lige over et år siden.

Guldlandstræner med sølvbryllup

Manden med taktstokken rundede en flot milepæl i sommer.

Her kunne Nikolaj Jacobsen og hustruen Lenette nemlig fejre sølvbryllup som bevis på 25 års ægteskab.

Parret blev gift i 1999, imens førstnævnte var på toppen af sin aktive karriere i den tyske storklub THW Kiel.

Siden flyttede parret hjem til Danmark igen, hvor de nu bor sammen på Thurø syd for Svendborg.

Sammen har de børnene Freja, Sille og Linus.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-06-19/_MHO4824-%281%29.jpg
Nikolaj Jacobsen sammen med hustruen Lenette og sønnen Linus.
 Foto: Martin Høien

Singlerne

På landsholdet render dog også nogle drenge rundt, der enten nyder singlelivet eller går ret så stille med dørene i forhold til kærlighedslivet.

Her på redaktionen er der i hvert fald ikke kendskab til, at hverken Emil Madsen eller Thomas Arnoldsen skulle være afsat.

https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240114-173617-5-1920x1280web.jpg
Emil Madsen har spillet en flot sæson i tyske THW Kiel.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
https://imgix.seoghoer.dk/2025-01-13/20240803-WEN---Handbold-074.jpg
Thomas Arnoldsen fik landsholdsgennembruddet til OL i sommer.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Sponsoreret indhold