Der var ikke mange af dem, dengang i starten af 1990’erne.
Mellem Casper Christensen, Jan Gintberg og Lars Hjortshøj fik Mette Lisby publikum til at brøle af grin på standup-klubben på Café DIN’s.
Som kvindelig komiker måtte man være fremme i skoene. Og Mette Lisby har altid stået helt ude i tåspidserne.
Ikke længe efter sin scenedebut blev hun danmarkskendt som studievært. Flere vil huske hende fra talkshowet ”Linen ud” og satireprogrammet ”Ugen der Gak”.
Eller måske som Juliane i Jane Aamund-filmatiseringerne ”Klinkevals” og den efterfølgende kæmpe TV2-succes-serie ”Juliane”. For skuespildebuten blev hun intet mindre end Robert-nomineret.
Nu er Mette Lisby for nyligt flyttet tilbage til Danmark efter 17 år i henholdsvis London og Los Angeles, hvor hun et års tid boede ved siden af superstjernen John Mayer.
I Drømmenes By skrev hun manuskripter og ledede produktionsselskabet VIVE productions med sin mand, tv- og radioværten Jesper Bæhrenz.
””Ser du?” var oprindeligt et filmmanuskript, jeg skrev, da vi boede i Los Angeles, som aldrig kom i produktion. Historien blev dog ved med at rumstere i mit hoved, og da jeg skrev ”Hostesaft for sjælen” (2021) med Majse Njor for Gyldendal, så viste jeg ”Ser du?”-manuskriptet til forlaget.”
Heldigvis kunne de godt lide historien om Astrid og Ivalo, og hurtigt havde Mette Lisby underskrevet en kontrakt på hele tre romaner om de to kusiner.
Astrid er psykologistuderende og har sans for mennesker.
Men da en fremmed kvinde med intense øjne pludselig optræder på fotos af hende efter en ferie, bliver det startskuddet til et opgør med en ondskab, hun kun kender fra de mørkeste egne af sit fag.
Og nå ja, så stifter hun også kendskab til noget så skræmmende som det københavnske boligmarked.
Astrid, der er den ene af bogens to hovedpersoner, har nemlig et sommerferiejob i sin kærestes ejendomsmæglerfirma. Her kommer hun i kontakt med en familie, der skal sælge deres store, forfaldne villa.
En ældre dame i ejendommen lider af paranoid skizofreni, så der er brug for en med Astrids menneskekundskaber til at tackle den hallucinerende kvinde, der synes spøgt af fortiden.
”Da Astrid senere kommer ud på en weekendtur med sin kæreste, ser hun og hendes kusine Ivalo på billeder fra turen. Og der står en mystisk ung kvinde ved siden af Astrid med et intenst blik. Astrid så hende ikke, da billederne blev taget,” forklarer Mette Lisby.
Kvinden er meldt savnet, finder kusinerne ud af. Noget frygteligt er sket. Så Astrid går til Politiet med de underlige billeder.
Men betjente fortæller hende, at kvinden allerede var død, da billederne blev taget. De beskylder Astrid for at have manipuleret med sine feriefotos, og Astrid må gå derfra, helt i tvivl om, hvorvidt det egentlig er hende, der er den skøre …
”Astrids eneste allierede er Ivalo, og de to kusiner følger politiets opklaring af sagen på tæt hold. Det viser sig, at kvindens morder har dræb før. Politiet slår fast, at der er tale om en seriemorder, og som fortællingen skrider frem, virker det som om, han kommer tættere og tættere på Astrid og Ivalo,” fortæller Mette Lisby.
Fortællingen om de unge kvinder udgøres af tre elementer, der altid skal være med i Astrid og Ivalo bøgerne, fortæller Mette Lisby. Og det handler altid om det skjulte, vi gerne vil løbe fra.
”Dna’et i universet om Astrid og Ivalo er, at der er en lille flig af det overnaturlige i hver historie. At historien foregår i det nære rum, og at de to kvinder har et familieforhold,” fortæller forfatteren, der er inspireret af de helt store forfattere som Stephen King, som også blander det overnaturlige med mysteriet.
Særligt det nære rum er uhyggeligt for Mette Lisby. I ”Ser du?” bliver Astrid som ejendomsmægler inviteret ind i en dysfunktionel families hus, og her gemmer sig mere end bare støv og gamle møbler i den mørke kælderetage.
”Der er noget enormt uhyggeligt i den fare, der ligger dér, hvor vi føler os allermest trygge. Derfor blev dét, at Astrid hjælper til som ejendomsmægler, nødt til at gå igen i romanerne. Hun kommer ind i fremmede mennesker stuer, de lukker hende ind og viser hende rundt i deres hjem. Der er noget potentielt uhyggeligt i at komme så tæt på helt fremmede mennesker,” siger Mette Lisby.
Også familieforholdet er fyldt med ubekvemme sandheder, vi har svært ved at se i øjnene.
29-årige Astrid og Ivalo er egentlig gledet fra hinanden, da de får genetableret kontakten i romanens begyndelse.
Gennem Ivalo bliver Astrid konfronteret med tabet af faren og det svære forhold til den krævende forskermor. For Ivalo er som Astrids kusine og nære veninde også hendes livsvidne, og sådan nogle gør det svært at løbe fra de svære sandheder i ens fortid.
”Der er dét med familie – man kan aldrig komme helt væk fra hinanden, der vil altid være noget, man ikke kan løbe væk fra, nogen der holder fast på, hvem man er. Det er jo altid i de helt tætte møder, hvor der er mest på spil. Det er samtidig dér, i de nære rum, at de store følelser rammer os; sorgen, tabet, svigtet, angsten,” fortæller Mette Lisby.
Samtidig er der i det overnaturlige, noget der rækker ud mod en større sammenhæng, og den balance mellem det helt nære og så det større universelle, er vanvittig spændende, mener forfatteren.
”Og så var det vigtigt at Astrid er psykolog og har et blik på psykologien i forbrydelser, som jeg tror optager os alle; hvem kan finde på at dræbe uskyldige mennesker – og hvorfor kan vi andre umiddelbart ikke se den ondskab på dem? Hvordan formår de at holde den skjult?”
– Du er stand-upper, tv-vært, skuespiller og manuskriptforfatter og nu også romanforfatter. Hvad er det næste, du kaster dig over?
”Lige nu er jeg optaget af Astrid og Ivalo og de to næste bøger, der kommer med dem. På lang sigt vil jeg virkelig gerne skrive flere bøger – også i den ”rene” romangenre. Men jeg er stadig åben for sjov og ballade. Comedy ligger i mit DNA, som jeg har en kæmpe kærlighed til. Jeg ved, at jeg kommer til at skabe historier resten af mit liv; om det er som bøger, film, tv-serier eller jokes,” slutter forfatteren.
”Ser du?” udkommer fra Forlaget Gyldendal den 13. januar og er den første bog i en serie af tre af Mette Lisby.