Sport13. januar 2025

Rennes udlejer Henrik Meister til italienske Pisa

I sommer betalte Rennes mange millioner for Henrik Meister. Nu har de lejet ham ud i de kommende 12 måneder til Pisa SC i Serie B
Rennes har udlejet danske Henrik Meister til Pisa SC i den anden bedste italienske række, Serie B.
Rennes har udlejet danske Henrik Meister til Pisa SC i den anden bedste italienske række, Serie B.
 Foto: Jeremias Gonzalez/AP/Ritzau Scanpix

Den talentfulde danske angriber Henrik Meister skal spille i italiensk fodbold i de kommende 12 måneder.

Mandag meddeler danskerens arbejdsgiver, den franske klub Rennes, at Meister er blevet lejet ud til Pisa i resten af 2025.

Udlejningen kommer på bagkant af, at Meister i sommer skiftede til Rennes, der betalte i omegnen af 60 millioner for at købe danskeren fri af norske Sarpsborg. Transferen fik ekstra opmærksomhed, fordi der i norske kroner var tale om et trecifret millionbeløb til den mindre norske klub.

Meisters kometkarriere fortsatte, da han få øjeblikke efter sin indskiftning scorede mod Lyon i sin debutkamp for Rennes. Siden har han ikke scoret, og han har ikke været på banen for den franske klub siden september.

Nu skal en udlejning til den næstbedste række i Italien sætte fut i karrieren for den hurtige og kropsstærke angriber. Pisa kæmper med om oprykning til Serie A.

Den italienske klub skriver på sin hjemmeside, at den har fået en købsoption med i lejeaftalen.

Meister bliver holdkammerat med danskerne Oliver Abildgaard, Malthe Højholt og Alexander Lind.

I dansk fodbold har Henrik Meister repræsenteret FA 2000 og Fremad Amager på divisionsniveau.

Sponsoreret indhold