Sport15. januar 2025 (opd. 15. januar 2025)

Officielt: Mathias ”Zanka” Jørgensen skifter til LA Galaxy

Den danske midtstopper forlader Belgien og Anderlecht til fordel for et amerikansk eventyr. ”Zanka” har underskrevet en toårig kontrakt med LA Galaxy
Mathias Zanka Jørgensen skifter til LA Galaxy på en toårig kontrakt.
Mathias Zanka Jørgensen skifter til LA Galaxy på en toårig kontrakt.
 Foto: Gregers Overvad

Den tidligere danske landsholdsspiller Mathias "Zanka" Jørgensen er fortid i den belgiske storklub Anderlecht efter bare et halvt år.

På sin hjemmeside oplyser Anderlecht, at danskeren i stedet skifter til Los Angeles Galaxy, der spiller i Major League Soccer (MLS). Galaxy oplyser, at danskeren har fået en toårig kontrakt.

Anderlechts fyring af den senere landstræner Brian Riemer i september er formentlig en del af forklaringen på, at den danske forsvarsspillers ophold i Bruxelles-klubben blev kort.

Da "Zanka" i sommer skiftede fra Brentford til Anderlecht, lagde danskeren vægt på sit store kendskab til Riemer, som han tidligere i karrieren havde arbejdet sammen med i FC København.

Nu rykker "Zanka" videre til USA, hvor der er store forventninger til den 34-årige dansker.

- Vi er glade for at kunne byde ham velkommen her. Med sine kvaliteter og store erfaring bliver han en vigtige tilføjelse til vores trup i vores bestræbelser på at gøre os gældende i flere turneringer i den kommende sæson, siger sportsdirektør Will Kuntz.

MLS-sæsonen kører efter kalenderåret og begynder i slutningen af februar.

Forsvarsspilleren opnåede 37 A-landskampe for Danmark i perioden 2008-2024, inden han selv sagde stop på landsholdet efter EM sidste år.

Sponsoreret indhold