Snyd til Reality Awards: Falske stemmer på "Robinson"-Ali
LÆS OGSÅ: DE FRÆKKESTE OUTFITS TIL REALITY AWARDS
På lørdag løber Reality Awards 2025 af stablen, og her på SE og HØR har vi igen i år æren af at facilitere afstemningerne på de fire største priser til vanvidsshowet.
Men for første gang er en af afstemningerne blevet forsøgt kuppet via svindel. Det drejer sig om afstemningen til prisen som "Årets bedste mandlige deltager".
Her er 10 tv-mænd fra de største programmer nomineret, og det er op til seerne og læserne at bestemme, hvem der skal løbe med den fornemme pris.
Det er der dog nogen, som har forsøgt at lave om på.
SE og HØR kan nemlig konstatere, at der er blevet afgivet en stor mængde falske stemmer på "Robinson"-deltageren Ali Jahouh. Over 100.000 stemmer er blevet sat på tv-overleveren.
Den koordinerede svindel er sket ved at sætte en internet-bot op, som afgiver flere stemmer i minuttet.
Her kan SE og HØR blandt andet se, at der i lange perioder over hele afstemningen er blevet stemt på Ali fra den samme enhed (computer eller server, red.) flere gange i minuttet.
Sådan gør en internet-bot
En internet-bot fungerer ved at efterligne en persons handlinger på en hjemmeside.
Den kan programmeres til automatisk at finde knapper, links eller felter og klikke på dem igen og igen.
Ved hjælp af software kan en bot navigere på siden, vælge en kandidat og stemme mange gange i et højt tempo, hvilket gør det muligt at afgive mange stemmer på kort tid uden menneskelig indblanding.
Annullerer alle falske stemmer
Hos Reality Awards tager man forsøget på snyd med afstemningen til "Årets bedste mandlige deltager" meget alvorligt, fortæller ejer af prisshowet Kit Nielsen til SE og HØR.
- Vi har opdaget, at der er blevet snydt i forbindelse med afstemningen til ”Årets bedste mandlige deltager”.
- Helt konkret er der blevet oprettet en bot, som har afgivet over 100.000 stemmer på Ali Jahouh fra den samme enhed på uretmæssig vis. Derfor har vi fjernet alle stemmerne, som vi kan se er afgivet af en bot, siger Kit Nielsen.
Samtidig gør hun det klart, at hun og Reality Awards ikke vil tolerere nogen form for snyd med deres afstemninger og priser.
- Jeg kan ikke understrege nok, at vi selvfølgelig tager afstand fra alt snyd med stemmer til Reality Awards.
- Vi ved vores nominerede går meget op i at vinde, så selvfølgelig SKAL man kun kunne vinde på ærlig vis.
Kender intet til det
Da SE og HØR fanger Ali over telefonen, er han mildt sagt overrasket over at have modtaget mere end 100.000 stemmer.
Han indrømmer, at han egentlig havde opgivet titlen lidt på forhånd, da han konkurrerede mod store tv-personligheder, derfor kom det også som et chok for ham.
- Det siger mig ingenting, jeg kender ikke noget til det. Det er helt bananas, siger Ali og tilføjer:
- Jeg er da smigret over, at der er nogle der virkelig ser mig vinde.
- Men det er jo helt hul i hovedet. Jeg har slet ikke et så stort netværk, siger Ali.