Stefan Dølby fra "Forræder" fløj til Frankrig for at date
LÆS OGSÅ: Stefan fra "Forræder" springer ud som homoseksuel
Det er ikke altid, at kærligheden arter sig på en nem måde. Det har Stefan Dølby fra "Forræder" måttet sande, efter Amors pil ramte ham og en franskmand for et halvt år siden.
Selv om han både har datet fyren her i Danmark og været i Frankrig for at se ham, har han nemlig efterfølgende droppet at få forholdet til at udvikle sig yderligere.
Det siger han til SE og HØR.
- Jeg mødte en fyr i august, som var på ferie her. Og vi endte med at hænge ud næsten hver dag. Han solorejste her, og jeg var sådan: Du skal holde ferie, du skal ikke være sammen med mig – men det ville han gerne.
- Vi oplevede en del af København sammen, og så tog han hjem, og så var vi faktisk begge to sådan: Vi skal da ses igen.
Stefan Dølbys franske fyr bor i Toulouse, og han fløj derned for at være sammen med ham i oktober kort før premieren på ”Forræder”.
Siden har de ikke set hinanden, og i dag er Stefan stadig single. Distancen mellem ham og franskmanden er nemlig for stor til, at der kan opstå et kæresteforhold, forklarer han.
- Der er ikke noget, andet end at vi skriver en gang i mellem. Det går jo op for én: Det er også lidt ærgerligt at blive glad for en, der bor en lang rejse væk. Så jeg tror, det blev en naturlig stopklods.
Alligevel har det været hårdt at se i øjnene, at det ikke kunne blive til mere, efter Stefan fik franske sommerfugle i maven.
- Ja, fordi det er jo lidt det der med, når man finder en, hvor man har noget kemi … ”Hvorfor bor jeg i København og du i Frankrig?” Det har jeg da tænkt.
- Det var lidt nederen, men jeg tror bare, jeg er ret realistisk anlagt. Det giver jo ikke mening, og derfor har jeg lidt nemmere ved at holde følelserne ude af det. Men både da han forlod København, og jeg forlod Toulouse, der var jeg meget ked af det.
Som single er Stefan dog ikke direkte på udkig efter en ny.
- Udkig er et stort ord, synes jeg. Jeg er bare ret åben som menneske, så hvis der er nogen søde mennesker, der kommer min vej, så er jeg da åben over for dem.