Krimi14 timer siden (opd. 13 timer siden)

Bandekrig mellem Hells Angels og Loyal To Familia ser ud til at være forbi

Politiet har i en periode ikke set hændelser, som underbygger, at der skulle være en konflikt. Derfor mener politiet, at konflikten efter alt at dømme er slut
Konflikten mellem Hells Angels og Loyal To Familia er efter alt at dømme slut. Det siger politiinspektør i National enhed for Særlig Kriminalitet, Torben Svarrer.
Konflikten mellem Hells Angels og Loyal To Familia er efter alt at dømme slut. Det siger politiinspektør i National enhed for Særlig Kriminalitet, Torben Svarrer.
 Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Den konflikt, som siden efteråret 2023 har verseret mellem rockergruppen Hells Angels og banden Loyal To Familia (LTF) er efter alt at dømme slut.

Til Ritzau oplyser ledende politiinspektør i National enhed for Særlig Kriminalitet Torben Svarrer, at der ikke længere er grundlag for at opretholde en konfliktvurdering.

- Der har i en periode ikke været hændelser, som gør, at vi kan opretholde en konfliktvurdering, og det har vi meddelt Kriminalforsorgen i dag, siger Torben Svarrer.

Hos Kriminalforsorgen er konfliktvurderingen relevant, da den har betydning for, om der kan ske prøveløsladelse af personer, som er medlem af en gruppe, der er i konflikt.

Men også i andre sammenhænge spiller konfliktvurderingen ind. For eksempel i forbindelse med udstedelse af opholdsforbud i bestemte ejendomme - i henhold til den såkaldte rockerlov.

Her har en række adresser siden efteråret 2023 været forbudt område at færdes på. Flere steder er forbuddene blevet ophævet, fordi grupperne har droppet at have klubhus på adresserne.

Men tirsdag meddelelser Østjyllands Politi, at der nu ikke længere er opholdsforbud mod et HA-klubhus i Randers. Og det er netop på grund af, at der ikke længere er en konflikt.

Samme melding kommer fra Nordjyllands Politi, som ophæver forbuddet for en ejendom i Nørresundby, som også har været ramt af opholdsforbud i mere end et år.

- Årsagen er, at der aktuelt ikke længere vurderes at være en verserende national konflikt i rocker- bandemiljøet, skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

Det var en række hændelser i sensommeren og efteråret 2024, som i sin tid førte til, at politiet vurderede, at der var gang i en egentlig bandekonflikt. Mest alvorlig var et skuddrab på Christiania, hvor en 30-årig mand blev skudt og dræbt, mens flere andre blev såret.

Siden har National enhed for Særlig Kriminalitet gang på gang opretholdt vurderingen. Indtil nu. For med ophævelsen af opholdsforbuddene i Randers og Nørresundby er der ikke længere nogen gældende forbud.

Sponsoreret indhold