Kristina bor på børnehjem i Ukraine - smidt på gaden som 11-årig da mor døde

Kristinas mave rumler. Hun overvejer at spørge sin far, hvornår de skal spise. Men hun tør ikke.

For siden Kristinas mor døde, har faren ikke været sig selv. Han drikker, og han passer ikke længere på huset eller på hende. Sin lille datter.

Han vil hellere drikke sorgen væk.

Kristinas største frygt er, at myndighederne en dag finder ham, fuld og sønderbanket på gaden, og de sender hende på børnehjem.

Lige nu er han heldigvis hjemme, så ingen ser ham drikke. Men når han er fuld, er han ikke rar at være i nærheden af. Derfor forsøger Kristina at være så stille som muligt.

Maverumlen bliver højere. Kristina tager mod til sig og spørger forsigtigt:

– Far, har vi noget mad?

Til Kristinas forskrækkelse bliver faren sur. Han råber og tager fat i hende. Han bærer hende udenfor og siger, at hun ikke skal komme tilbage.

Han smækker døren bag sig og låser den, så hun ikke kan komme ind igen.

Kristina prøver at hive i døren, men det nytter ikke. Hun kan mærke tårerne presse sig på, men hun kan også mærke sulten blive større.

Til sidst giver hun op og lader tårerne løbe ned ad kinderne.

Mor blev syg

Kristina Kuvanzhi er vokset op i Orlivka, som er en lille by i det sydvestlige Ukraine.

Når hun husker tilbage på sin tidlige barndom, mindes hun en glad familie bestående af hendes mor, far og sig selv.

Hendes forældre boede i et hus, hvor de i haven groede deres egne grøntsager for at spare penge.

Det var et simpelt, men godt liv som barn, hvor faren dog arbejdede meget for at kunne betale regningerne og få alle enderne til at mødes.

Men en dag blev moren alvorligt syg, og faren begyndte stille og roligt at drikke mere og mere. Da moren til sidst døde, eskalerede hans drikkeri.

Imens lærte Kristina at passe på sig selv. Hun holdt et vågent øje med faren ude i byen for at sikre sig, at han ikke rodede sig ud i problemer.

Naboerne var søde og gav hende nogle gange mad, når faren ikke var i stand til det.

Det samme skete, den dag hendes far smed hende på gaden.

Et ældre ægtepar tilbød den lille pige mad og husly hos dem, indtil hendes far forhåbentlig blev god igen.

Krigen bryder ud

11-årige Kristina formåede på den måde at leve som hjemløs i en tid. Men den 22. februar 2022 udbrød der krig i Ukraine.

Det betød, at mange ukrainere, herunder naboerne og det ældre ægtepar, som havde taget sig af Kristina i den seneste tid, valgte at flygte ud af landet.

Herefter måtte Kristina klare sig selv ved at spise mad af forrådet i ægteparrets hus eller ved at liste sig ind i andres køkkenhaver og stjæle sig til noget mad.

Efter tre måneder på den måde var både forrådet og køkkenhaverne blevet tømt, og nu var gode råd dyre. For hvordan skulle hun overleve uden mad?

11 år og hjemløs

Pludselig kom hun i tanke om Zhorik. En dreng, som hun gik i skole med. Han var også engang blevet forladt af alle sine nærmeste og var kommet til et børnehjem kaldet Novy Dom.

Novy Dom betyder ”et nyt hjem” på ukrainsk, og det var lige præcis det, som Zhorik følte, at det havde været for ham.

Han havde fortalt Kristina, hvor meget han havde elsket at bo på Novy Dom, fordi der var blevet passet godt på ham, og for første gang havde han følt sig som en del af en familie.

Hans gudmor, som også boede i Orlivka, kom sidenhen og hentede ham fra børnehjemmet, og kort tid efter startede Zhorik på den samme skole som Kristina.

Kristina var derfor fast besluttet på at ville tage til Novy Dom. Hun så det som sin bedste - og måske eneste mulighed for at overleve.

Det var bare ikke helt ligetil at nå dertil for en pige på 11 år: Børnehjemmet lå 30 kilometer nord for Orlivka i byen Reni, og der var krig i hele Ukraine.

Kristina skulle derfor ud på en længere tur på egen hånd. Hun skulle forbi flere militære kontrolposter, samtidig med at hun forsøgte at undgå at blive spottet af folk i militæruniform.

Hun forsøgte derfor at gemme sig i buske og siv undervejs. Men i løbet af natten, hvor der er udgangsforbud, blev hun opdaget af en militærpatrulje, der heldigvis førte hende til Reni.

Den lille pige bad dem inderligt om ikke at anbringe hende på et hvilket som helst børnehjem, for hun ville til Novy Dom.

Et nyt hjem

Til Kristinas store taknemmelighed valgte de at lytte til hendes bøn, og lige siden har Kristina boet på Novy Dom.

I slutningen af november fyldte hun 14 år, og de andre børn havde arrangeret en lille overraskelse til hende. Nemlig en æske fyldt med værdifulde minder fra hendes tid på børnehjemmet.

Det har taget lang tid for personalet på Novy Dom at få Kristina til at åbne sig, men i dag er hun en kærlig, selvstændig og munter pige, der klarer sig godt i skolen.

Hun elsker at tegne og hjælper gerne med at tage sig af de yngre børn, der bor på Novy Dom.

Hendes store drøm er at færdiggøre gymnasiet og komme ind på læreruddannelsen, så hun en dag kan arbejde med små børn.

Men vigtigst af alt vil Kristina gerne tjene sine egne penge, så hun aldrig behøver at sulte igen.

Ifølge lederen på Novy Dom har Kristinas far sidenhen forsøgt at lægge flasken på hylden og har ændret sit liv til det bedre, men desværre er han aldrig kommet for at se sin datter.

Skærmer børnene

Som for alle andre ukrainere er tiden på Novy Dom opdelt i før og efter den 22. februar 2022, fortæller børnehjemmets leder Yurij Kurilyak.

– De første par uger af krigen var særligt vanskelige og hårde for os, fordi flere af vores børn var på en lejrskole i det vestlige Ukraine, og vi skulle have dem tilbage til Novy Dom hurtigst muligt.

Der var kontrolposter overalt, og storbyen Odessa blev bombet. Togpassagerer, heriblandt børnene, blev ikke hjulpet ud af byen, så med hjælp fra folk, der turde sætte deres liv på spil, tog vi af sted og fik børnene sikkert hjem til Novy Dom igen.

Novy Dom er hidtil blevet forskånet for angreb, måske fordi børnehjemmet ligger tæt på grænsen til Moldova og Rumænien, men vores by, Reni, er blevet bombet af droner tre gange.

I starten oplevede vi ingen eksplosioner eller droneangreb i byen, men børnene hørte sirener, der advarer befolkningen mod luftangreb, for første gang i deres liv.

Når de gik i skole, så de mange nye biler og mennesker, der flygtede fra de store byer til vores lands grænser.

Når vi gik med børnene ind til byens centrum for at lære dem at handle, så de tomme butikshylder, fordi folk var desperate efter at købe hele rækken af varer i butikken.

Vi var nødt til at stå i kø sammen med alle børnene for at kunne købe så mange madvarer som muligt, fordi der er grænser for salg af varer pr. person, og vi er en stor familie.

Vi forsøgte ikke at skræmme børnene og prøvede at holde fast i vores hverdagsrutiner, og i dag er børnene ikke længere bange for lyden af luftangrebssirenerne.

De ved, at de skal gå ned i den nærmeste bunker, og de er vant til at sidde i bunkeren i flere timer og derefter vende tilbage til deres klasseværelser.