Nikolaj Jacobsen gav Kevin Møller kæmpe røffel: - Det er et had-kærlighedsforhold
Set udefra kan det virke spøjst, at Nikolaj Jacobsen flere gange undervejs i kampen mod Tyskland nærmest rystede i frustration.
Altså, det gik jo meget godt ikke?
Særligt når nogle af de tyske afslutninger endte i det danske mål, havde landstræneren svært ved at skjule sin irritation.
Det gik så ud over først Emil Nielsen og senere Kevin Møller i det danske mål, men når man spørger sidstnævnte, så er de store følelser fra landstrænerens side bare fedt.
- Jeg synes, det er fantastisk, at han lever sig så meget ind i det og brænder så meget for det. Niko er en meget emotionel træner, og man skal ikke tage fejl af, at man kan få en ordentlig røffel derinde en gang imellem, men han er også den første, der står med en krammer og en "high five", når man gør det godt, fortæller Kevin Møller efter kampen.
Det skal retfærdigvis siges, at netop klapsalver og "high fives" også blev adresseret den danske målmand fra landstrænerens side.
Men Kevin Møller må erkende, at det hurtigt kan gå både den ene og den anden vej, når det kommer til landstrænerens reaktioner.
Som et giftigt parforhold når de nærmest både at slå op og finde sammen igen flere gange under en kamp.
- Nu har vi kendt hinanden i en del år, så det er et had-kærlighedsforhold, og jeg elsker også at være målmand med sådan en træner. Enten er man fjolset, der smider det væk, eller også er man helten, der vinder det for ham, og det er også lidt en ære.
Danmark endte med at vinde kampen 40-30.
Landstræneren var efter kampen glad for både sejren og sin målmands præstation.
I hvert fald det meste af tiden.
- Kevin har nogle vigtige redninger, og så har han nogle skud, hvor han og jeg nok godt kan blive enige om, han skal have dem. Det var en blanding af gode redninger på vigtige tidspunkter og så et par stykker, jeg nok godt kan finde, som han skulle have haft, siger han med et smil.