Politiet offentliggør uhyggeligt billede: - Hjælp med at finde offer for vold
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
16. september blev en mand set tvunget ind i en bil i Osted ved Lejre.
Siden gennemlevede manden ifølge politiet et sandt mareridt, da han angiveligt blev udsat for en brutal kidnapning og afstraffelse i bandemiljøet.
I forbindelse med efterforskningen af sagen fandt politiet en video på en af de anholdtes telefoner, hvor en anden mand blev udsat for mishandling.
Problemet er bare, at politiet ikke kan finde frem til offeret på optagelsen - derfor har de med rettens tilladelse nu offentliggjort et usædvanligt billede, som viser sagens offer blive udsat for vold. De håber i den forbindelse på, at de kan finde frem til manden.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet er videoen fra 9. september sidste år i Jystrup ved Ringsted.
På det offentliggjorte billede fra optagelsen sidder manden umiddelbart på et toilet i bar mave med gaffatape rundt om hovedet, mens han er sølet ind i blod - formentlig sit eget.
"Overfaldet på manden på videoen er særdeles groft, og vi vil meget gerne sikre os, at han har det godt. Derfor har vi brugt store kræfter på at identificere ham.
Da det ikke er lykkes, har vi nu søgt rettens kendelse til at bringe fotos af manden og efterlyse ham offentligt" siger efterforskningsleder, politikommissær Michael Andreassen.
Politikredsen har siden efterforsket de to sager, hvor ti mænd har siddet varetægtsfængslet, sigtet for blandt andet grov vold og kidnapning - syv personer sidder fortsat fængslet i, som politiet mener udspringer af bandemiljøet.
Flere af mændene er både sigtet for kidnapningen og mishandlingen begået 16. september, ligesom de er sigtet i sagen med det ukendte offer.
Billederne, som politiet har offentliggjort, er blevet fundet på en af de sigtedes telefoner. De seneste år er det blevet ganske almindeligt at optage sine ofre - som en form for ydmygelse - når personer bliver afstraffet i rocker- og bandemiljøet.
Politiet vil meget gerne i kontakt med offeret.
"Det er afgørende for efterforskningen, at vi får mulighed for at afhøre manden omkring hændelsesforløbet" siger politikommissær Michael Andreassen.
Har man informationer til sagen eller kan genkende offeret, så kan politiet kontaktes på telefon 114.