Jan Fog : Jeg er sær
De riges ejendomsmægler Jan Fog er inkarneret ungkarl. Det har han været i så mange år, at han erkender, at han nok er blevet for underlig til at bo sammen med andre mennsker.
- Jeg skal ikke have nogen kæreste boende. Jeg er nok blevet for sær, erkender Jan Fog.
Jan Fog bor alene i sin 450 kvadratmeter store Strandvejs-villa sammen med hunden Hannibal.
- Jeg har mit helt faste morgenritual med kaffe og en bolle, som jeg deler med hunden. Fuglene får sandwichbrød. Er vejret godt, tager jeg en dukkert.
- Hvis jeg samtidig skulle forholde mig til en kvinde, som snakkede fra morgenstunden, ville jeg aldrig komme igennem mine morgenaviser og nyde roen og udsigten, siger Fog og fortæller ærligt: - Sker det, at en pige sover hos mig, siger hun som regel: - Addr, en hund i sengen om Hannibal. Til det siger jeg bare: - Hør her. Han var her før dig.
Bøsserygter
Der har været masser af rygter fremme om, at Jan Fog er bøsse. Især fordi han altid ses med mandlige venner, når han går i byen eller til premierer.
- Jeg har hørt på de rygter i 100 år, fordi man ikke har kunnet kæde mig sammen med en bestemt kvinde.
Alligevel blev rygterne på et tidspunkt for meget, og derfor fortalte han til Ekstra Bladet, at han da godt kunne tænke sig en kæreste. En kvinde, vel at mærke. Det blev til overskriften "Jeg savner en kone", der resulterede i over 100 hede tilbud og en kvindelig forfølger gennem to et halvt år.
Først for nyligt er chikanen ophørt.
Sjovt garn
Jan Fogs hårpragt har også givet anledning til rygter.
- En 12-årig pige skrev til mig, at hendes klasse havde indgået et væddemål om, hvorvidt jeg brugte toupé. Til det svarede jeg: - Tak for din mail. Nej, jeg går ikke med toupé. Men jeg trænger nok til at blive klippet.
Jeg svarer altid på mails. Det skylder man folk.