Kendte28. januar 2025

Efter dom: Natascha Linea fra "De Unge Mødre" udelukker ikke flere børn

"De Unge Mødre"-Nastascha Linea, som blev dømt for at have bortført sine børn til udlandet for at undgå tvangsanbringelse, udelukker ikke at få flere børn
Natascha Linea fra De Unge Mødre udelukker ikke flere børn i fremtiden. Hun er forvejen mor til fire. Tirsdag blev hun dømt for at have bortført sine børn til udlandet.
Natascha Linea fra De Unge Mødre udelukker ikke flere børn i fremtiden. Hun er forvejen mor til fire. Tirsdag blev hun dømt for at have bortført sine børn til udlandet.
 Foto: Morten Mejnecke / Aller Medier

Den tidligere deltager i programmet "De Unge Mødre", Natascha Linea, udelukker ikke at få flere børn.

Det siger hun til SE og HØR i en pause under den retssag ved Retten i Nykøbing Falster, hvor hun tirsdag er blevet dømt for at have bortført sine børn til udlandet. Det gjorde hun ifølge anklagemyndigheden for at undgå at børnene blev tvangsanbragt.

- Måske om fem eller seks år kan det godt være, lyder det korte svar fra Natascha Linea til SE og HØR, da samtalen falder på familieforøgelse.

Den tidligere deltager i "De Unge Mødre blev tirsdag idømt to måneders ubetinget fængsel for at have ført sine børn ud af Danmark, mens kommunen var stærkt bekymret for deres velbefindende. Det betyder, at hun skal ind og afsone dommen i et fængsel.

Under retssagen tirsdag kom det også frem, at der havde været over 100 indberetninger fra kommunen i sagen om Natascha Lineas børn.

Hun medgiver da også, at jobbet som mor indimellem kan være hårdt - især når man har tvillinger.

- Det er hårdt at have tvillinger. Det er ikke dobbelt så hårdt som at have ét barn, men det er klart hårdere, siger hun.

Alligevel udelukker hun dog ikke, at der indenfor nogle år kan komme en familieforøgelse. Hun er i forvejen mor til fem.

Natascha Linea fortalte også under pausen i retssagen, at hun har fået en bolleven. Om det er ham, der er udset til at være far i fremtiden, er dog usikkert.

Ifølge anklagemyndigheden fik Natascha Linea 31. marts 2023 på et møde besked om, at Lolland Kommune ville tvangsanbringe børnene Miso og Novah, hvis ikke hun frivilligt lod sig selv og hendes børn anbringe på en familieinstitution. Herefter førte hun børnene til Tyskland.

Retten lagde vægt på, at det var Natascha Lineas hensigt var at skjule børnene for myndighederne, da hun bragte dem ud af landet.

Ifølge Natascha Linea er hele sagen en hetz fra sagsbehandlere og personer, som har set hende i TV og vil have hende ned med nakken:

- 80 procent af anmeldelserne er fra sindssyge mennesker, som har set De Unge Mødre, eller som læser SE og HØR, siger hun.

- Der er jo mange realitydeltagere, som oplever, at de får chikanerende underretninger ligesom mig.

Tidligere har hun fortalt til SE og HØR, at hun har fuldstændig rent mel i posen. Hun flyttede nemlig ikke ud af landet på grund af den mulige tvangsfjernelse, men for at "få noget ro på", har hun tidligere sagt.

- Jeg flyttede for at få ro på, både fra min ekskæreste, men også fordi jeg så, at de var bekymrede. De var on-and-off bekymrede, og hvis man lever i det længe nok, så bliver man bims i hovedet.

- Hvis du hele tiden bliver dunket oveni hovedet med "du er en dårlig mor, du er en dårlig mor", og hvis jeg hele tiden skal være bange for, at mit barn har et blåt mærke for så skulle jeg jo "have slået mit barn", så får man en grundangst for kommunen, fortalte Natascha Linea om sin årsag til den pludselige flytning.

Ifølge anklageskriftet fandt Lolland Kommune frem til børnene 26. april sidste år, hvor de hentede dem hjem fra Tyskland til Danmark.

Natascha Linea har anket dommen til frifindelse i Landsretten.

Sponsoreret indhold