For første gang siden 2009 lykkedes det.
I en elektrisk kulisse i Zagreb sikrede det kroatiske håndboldlandshold sig torsdag aften adgang til VM-finalen.
Det skete med en sejr på 31-28 over Frankrig, som netop i VM-finalen i 2009 tildelte kroaterne en lussing, de formentlig først nu er kommet sig over.
Især i første halvleg var franskmændene fuldstændig paralyserede af presset fra lægterne og et kroatisk landshold for fuld adrenalinudblæsning.
Ved pausefløjt var franskmændene nede med syv mål, og selv om de er eksperter i at rejse sig fra den slags situationer, holdt kroaterne stand, og så blæste taget næsten af Zagreb Arena.
I finalen skal Kroatien møde enten Danmark eller Portugal, som mødes fredag.
Det var ikke nogen specielt stor overraskelse, at kroaterne ville være præget af bimlende adrenalin, da kampen gik i gang. Spørgsmålet var så, om franskmændene kunne stå imod. Det kunne de ikke.
I et lydinferno af en anden verden blev Frankrig hylet totalt ud af den, mens kroaterne med forholdsvis enkle metoder skabte sig et stort forspring.
I forsvaret sendte Kroatien en offensiv mand frem for at forstyrre. I angrebet blev de tunge drenge spillet op til langskud. Simpelt, men effektivt. Frankrig for vild i sine egne angreb og fik aldrig afvist de kroatiske klepperter i forsvaret.
Samtidig fejrede Kroatien hver eneste lille succesfulde aktion, som var sejren allerede i hus. Og ved pausefløjt blev hjemmebaneheltene sendt i omklædningsrummet af 15.000 landsmænd i jubelrus. 18-11 halvvejs.
Det var langtfra utænkeligt, at kampen kunne vende igen, men Frankrig fik lidt af en lussing kort inde i anden halvleg. I et angreb fik Aymeric Minne et rødt kort, som forbløffede de fleste. Men Frankrig lugtede blod.
Tempoet, intensiteten og opfindsomheden havde ikke samme snert hos kroaterne, og Frankrig skar hurtigt en luns af modstanderens forspring.
Men så blev kampen mærkelig. Kroatien lykkedes med at sætte prop i, og spillet flyttede sig ikke en tomme, fordi det ene spilstop afløste det andet.
Frankrig satsede hele butikken og gik utraditionelt til værks med et ultraoffensivt forsvar. Kunne Kroatien løse det bare nogenlunde, ville det være slut for franskmændene.
Dika Mem forsøgte næsten egenhændigt at bringe Frankrig tilbage i opgøret, men Kroatien stod imod og er igen i spil til VM-guld.