Ung ulv påkørt: Dræbt på dansk landevej
En ung hanulv blev onsdag eftermiddag påkørt og dræbt på en landevej sydvest for Silkeborg.
Ulven blev bragt til Naturhistorisk Museum i Aarhus og er siden blevet obduceret på Københavns Universitet, skriver museet i en pressemeddelelse.
- Det var et sundt, flot og velnæret dyr i god kondition, som er blevet dræbt øjeblikkeligt ved at blive påkørt af et køretøj.
- Det er tydeligvis et rent trafikdrab, for der var ingen sygdomstegn og absolut heller ingen tegn på anskydning, siger veterinærpatolog Tim Kåre Jensen.
Ulven er sandsynligvis blevet dræbt i samme øjeblik, den blev ramt af køretøjet, vurderer han.
Det var en bagvedkørende bilist, der indberettede hændelsen til Den Nationale Ulveovervågning.
Den 39,5 kilo tunge ulv er ifølge museets vurdering sandsynligvis en af de fem ulvehvalpe, der kom til verden sidste år i Nørlund-reviret i Midtjylland.
- Ulvens pelsfarve, proportioner og et tandsæt uden slid indikerer, at der er tale om en hanhvalp fra sidste år og med overvejende sandsynlighed en af hvalpene i det ulvekuld, som blev født sidste år i Nørlund-reviret, siger videnskabelig chef og seniorforsker på Naturhistorisk Museum i Aarhus Kent Olsen.
Ulvens identitet kan først endelig fastslås, når forskerne har resultatet af DNA-prøver.
Den trafikdræbte ulv vil efter obduktionen overgå til de videnskabelige samlinger på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.
Her ligger også fire andre ulve, der tidligere er blevet fundet dræbt i trafikken.
Også ulven, der blev ulovligt skud i april 2018 i Ulfborg-reviret i Vestjylland, indgår i samlingen.
Det samme gør ulven, der blev fundet død 16. november 2012 i Thy, og som antages at være den første genindvandrede ulv efter næsten 200 års fravær i den danske natur.
Det anslås, at der aktuelt er mellem 60 og 80 ulve i Danmark - alle i Jylland.