Krimi6 timer siden (opd. 3 timer siden)

To personer stukket ned på banegård

To personer er blevet stukket ned på Næstved Banegård natten til lørdag

To personer blev natten til lørdag forsøgt dræbt med kniv ved Næstved Banegård, mener politiet, der har sigtet tre mænd i sagen.

Knivstikkeriet fandt sted på gangbroen, der går over togskinnerne ved banegården, og overfaldet blev anmeldt klokken 03.23.

Det fortæller Nikolaj Bork fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han er efterforskningsleder på sagen.

Ofrene, der begge er i 20'erne, er uden for livsfare.

Der gik ikke længe, før de første to formodede gerningsmænd blev anholdt i nærområdet. Det skete 04.35, og det var også i de tidlige morgentimer, at den tredje blev pågrebet.

De anholdte er 21, 26 og 33 år.

To af dem bliver lørdag klokken 16 fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster. Her vil anklagemyndigheden kræve dem fængslet i sagen. Det fremgår ikke, hvem af de tre det er, eller hvordan de forholder sig til sigtelsen.

Undersøgelserne er lørdag middag overstået på gerningsstedet, og politiet ligger inde med et muligt gerningsvåben.

Politiet har også talt med de to ofre, men Nikolaj Bork holder tæt med, hvad de eventuelt måtte have fortalt. Han kan ikke kaste lys over årsagen til knivstikkeriet.

- Det skal vi efterforske os frem til, siger han.

I den forbindelse vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi også meget gerne tale med eventuelle vidner til knivoverfaldet.

- Vi er selvfølgelig rigtig interesserede i at høre fra vidner, der kan have set noget i området omkring klokken 03.23 ved banegården, siger Nikolaj Bork.

Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.

Sponsoreret indhold