Michella og Mark fra "Tillykke, I skal have trillinger": Derfor havde parret svært ved at få børn
I dag er parret stolte forældre til både tvillinger og trillinger – men vejen dertil har ikke været uden bekymringer og behandlinger for ”Tillykke, I skal have trillinger”-parret, Michella Meier-Morsi og ægtefællen Mark
Som 19-årig fik influenceren konstateret Polycystisk ovariesyndrom (PCOS), hvilket betyder, at hun ikke får ægløsning naturligt.
Beskeden fra lægerne var derfor, at Michella ville få svært ved at få børn. Hun og Mark vidste, at de skulle i gang med den såkaldte IUI-H-behandling for at få drømmen opfyldt. Behandlingen, der også kendes som inseminering, giver en let forøget chance for at få flerlinge. Og det blev bestemt også tilfældet for familien Meier-Morsi.
I december 2018 fødte Michella således tvillingepiger – og da parret to år efter drømte om at give søstrene en lillebror eller -søster, var der bestemt også gevinst.
Seks måneder senere blev Michella gravid – denne gang med trillinger.
På trods af de forhøjede risici ved trillingegraviditeter, fravalgte parret forsterreduktion, og i dag er de da også forældre til tre velskabte drenge – foruden de to tvillingepiger.
I aftenens afsnit af ”Tillykke, I skal have trillinger” fortæller Michella, at hendes børn kom til verden via kejsersnit – og at det blandt andet er en af årsagerne til, at hun gerne vil amme, så længe det er muligt:
- Det har været med kejsersnit, og det var ikke mig, der tog imod dem. Det var antiklimatisk at vågne op på en opvågningsstue og se børnene og kaste op og have det dårligt. Så det var vigtigt at amme for at have følelsen af den der naturlighed i at blive mor, fordi jeg ikke har følt, den var andre steder, fortæller Michella i DR-programmet.
Hun ammer sine tre trillingdrenge, 2-årige Gabriel, Theodor og Charles, indtil de selv siger fra:
- For mig betyder det bare mest, at de stopper, når de er klar til det. Det er ikke min beslutning, at de fortsætter. Det er deres beslutning, hvornår de ikke vil det længere Så længe det betyder noget for dem, er jeg bare taknemmelig for, at det kan lade sig gøre og er megastolt, siger Michella i programmet.