Nu efterlyser politiet gerningsmand bag skyderi i Aabenraa

Det var uroligheder, som førte til, at der blev affyret skud på Storetorv i Aabenraa sent søndag aften.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 22:15 søndag aften.
Da politiet ankom til stedet, var urolighederne slut. Men der blev fundet flere afskudte patronhylstre i området, og derfor kunne politiet hurtigt fastslå, at der var blevet affyret skud.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er der tale om løsskud, og ingen personer er kommet til skade.
Politiet talte med vidner på stedet, og patruljehunde har undersøgt gerningsstedet, ligesom politiet har sikret andre spor ved undersøgelserne.
Selvom der er tale om løsskud, ser politiet med stor alvor på sagen, understreges det.
Derfor efterlyser politiet nu gerningsmanden til skyderiet. Han beskrives som iført hvid maske og grå hættetrøje. Han havde sorte handsker på og havde en pistol i højre hånd.
Gerningsmanden blev set løbe fra området ved Storetorv i Aabenraa omkring klokken 22:15. Hvis man har set noget mistænkeligt på tidspunktet, bedes man rette henvendelse til Syd- og Sønderjyllands Politi.
Efterforskningen af skyderiet er gået igang, og derfor har politiet ikke flere oplysninger i sagen, lyder det.
Et større område ved Storetorv og Vestergade i Aabenraa blev afspærret efter skyderiet søndag aften.