Krimi7 timer siden

Øjenvidner hørte skrigene: 17-årig pige død i hajangreb

En blot 17-årig australsk pige døde mandag eftermiddag af sine skader efter et voldsomt hajangreb på Woorim Beach ud for Birbie Island i Australien

LÆS OGSÅ: Politi om uhyggelig dansk-norsk drabssag: Død i flere dage

En 17-årig pige mistede tidligere i dag mandag livet efter et hajangreb ud for Bribie Island i Australien.

Det skriver flere medier herunder Sky News.

En ambulance rykkede mandag eftermiddag lokal tid ud til Woorim Beach på den populære ø Bribie Island nord for Brisbane, hvor der var melding om et alvorligt hajangreb.

Ifølge det australske medie svømmede den unge pige 100 meter fra kysten, da hun blev angrebet af hajen.

Hun pådrog sig så alvorlige skader på overkroppen, at hendes liv ikke stod til at redde. Hun blev erklæret død på stedet.

Øjenvidner fortæller til de lokale medier, at de hørte pigens rædselsskrig fra vandet. Til at begynde med troede de, hun var blevet taget af strømmen, men det gik senere op for dem, at hun var blevet angrebet af en haj.

Ifølge de lokale er hajer et normalt syn på den kyststrækning, men det er unormalt, at de svømmer så tæt på kysten, og at de angriber mennesker.

Det er det andet dødelige hajangreb i Queensland på kort tid.

For lidt over en måned siden mistede den 40-årige præst Luke Walford livet på samme vis.

Den 17-åriges forældre og søster ankom til stranden mandag aften lokal tid.

Sponsoreret indhold