Svensk politi med nye uhyggelige detaljer: "Han var ikke kendt af politiet"
Den 35-årige gerningsmand var allerede afgået ved døden, da politiet ankom til Campus Risbergska i Örebro tirsdag.
Det fortæller Politichef, Roberto Eid Forest på et pressemøde onsdag formiddag.
11 personer blev dræbt og seks personer såret under skyderiet på voksenuddannelsen på Campus Risbergska i den svenske by Örebro tirsdag.
Gerningsmanden er afgået ved døden, har svensk politi tidligere oplyst.
Der er tale om en 35-årig mand, der havde våbentilladelse og boede alene. Ifølge svenske medier brugte han et automatvåben ved skyderiet.
Skyderi på svensk skole
En af hovedteorierne fra politiets side er, at gerningsmanden havde taget livet af sig selv, inden politiet nåede frem til skolen.
- Han var allerede død, da politiet traf ham, siger politichef Roberto Eid Forest på pressemødet onsdag formiddag.
Det kom også frem, at den 35-årige gerningsmand ikke var kendt af politiet. Han har heller ikke tidligere haft kontakt til psykiatrien, og var således ikke på politiets radar forud for masseskyderiet.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Det er endnu ikke klarlagt, hvorfor gerningsmanden begyndte at skyde omkring sig på skolen i Örebro.
- Vi har ikke fundet motivet endnu, men det kan jo ændre sig meget hurtigt, siger Roberto Eid Forest på pressemødet onsdag.
- Men det er helt åbenlyst, at vi har at gøre med en gerningsmand, som var motiveret og med et dræbende gerningsvåben, lyder det.
På pressemødet blev det gentaget, at 11 personer er bekræftet døde under skyderiet. Seks personer er blevet såret og får behandling på hospitalet i Örebro.
Tirsdag var der en del forvirring om omfanget af tragedien, da der gik en rum tid, før politiet bekræftede, at der overhovedet var nogle dræbte i skyderiet. Ifølge politichefen skyldtes det blandt andet, at der er tale om en stor skole, og at det tog tid at danne sig et overblik over situationen.
Ifølge Jonas Claesson, direktør for Sundheds- og Lægeservice i Region Örebro blev fem personer indlagt med livstruende skader på sygehuset efter skyderiet.
De er alle blevet opereret, og de er nu i stabil tilstand. Den sjette person var lettere kvæstet.
To af personerne er stadig i behandling på intensiv, lyder det fra Jonas Claesson på pressemødet.
Nu pågår et meget stort efterforskningsarbejde for politiet for at klarlægge gerningsmandens motiv, og hvad der skete under skyderiet.
- Vi fortsætter et intensivt efterforskningsarbejde for at forstå billedet omkring gerningsmanden, siger Roberto Eid Forest.
Politichefen opfordrer borgere til at sende politiet billeder og videoer, hvis man har været i nærheden af skolen omkring gerningstidspunktet. Det kan hjælpe politiet med at danne et billede, af hvad der skete.
Samtidig kommer politiet med en vigtig opfordring midt i den tragiske tid:
- Lad være med at sprede rygter og spekulationer. Det skaber bare mere urolighed i en urolig tid, lyder det fra Roberto Eid Forest.
Ifølge svenske medier boede gerningsmanden i Örebro. Politiet ransagede kort efter skyderiet hans adresse.
Han bliver beskrevet som en enspænder, der ikke havde den store interesse i at tale med andre mennesker. Flere i hans familie siger, at de ikke har haft synderlig stor kontakt til ham de seneste år.
Han skiftede navn for omkring otte år siden. Folk der kender ham, forstår ikke, hvorfor han gjorde det.
Ifølge det svenske medie SVT stod han uden job og har gjort det i et stykke tid.