Nyheder7 timer siden (opd. 7 timer siden)

Skoleskyderi i Sverige: Han havde automatvåben i guitartaske

Den 35-årige gerningsmand til skyderiet på en skole i den svenske by Örebro havde automatvåben i en guitartaske, skriver svenske medier
11 personer blev dræbt under skyderiet på Risbergska Skolen i Örebro tirsdag. En 35-årig mand fra byen skød omkring sig.
11 personer blev dræbt under skyderiet på Risbergska Skolen i Örebro tirsdag. En 35-årig mand fra byen skød omkring sig.
 Foto: Ritzau Scanpix

De svenske myndigheder har været yderst sparsomme med oplysninger efter skoleskyderiet i Örebro.

Men onsdag bringer det svenske medie Aftonbladet flere detaljer om sagen.

Ifølge mediet formoder politiet, at den mistænkte gerningsmand kom ind på Campus Risbergska med en guitarlignende taske.

Derefter skiftede han tøj på et toilet, før han tog et automatvåben op af tasken og dræbte ti mennesker, skriver Aftonbladet.

Da politiet ankom til skolen, skød han angiveligt sig selv, lyder det ifølge mediet.

Aftonbladet bringer desuden et pixeleret billede af den formodede gerningsmand, der beskrives som en 35-årig, der boede i Örebro.

De svenske myndigheder holdt onsdag formiddag et pressemøde. Her fortalte Lars Förén, der er politichef i hele Örebro amt, at man er sparsom med oplysninger, fordi der pågår en intensiv efterforskning.

Den består af tre dele: det operative spor, hvor man undersøger motiver, en tryghedsskabende indsats og et grundigt efterforskningsarbejde.

Ifølge Aftonbladet gik den mistænkte gerningsmand rundt foran skolen, inden han ifølge avisens kilder gik ind på et toilet.

Der skulle han angiveligt have skiftet til grønt tøj, som vidner beskriver som "militæragtigt".

Elever på skolen fortæller om folk, der løb gennem skolens gange, mens gerningsmanden gik roligt rundt og skød, skriver Aftonbladet.

Omkring klokken 12.30 tirsdag fik politiet meldingen om skyderiet på voksen- og ungdomsskolen Campus Risbergska i Örebro, der ligger omkring 200 kilometer vest for Stockholm.

På onsdagens pressemøde blev den lokale politichef, Roberto Eid Forest, spurgt til gerningsmanden. Men han kunne ikke sige meget, ud over at den mistænkte gerningsmand blev fundet død af politiet på skolen.

Han gentog, at gerningsmanden var ukendt af politiet.

En journalist spurgte, om han var i forbindelse med psykiatrien, men det vil politichefen ikke svare på.

Svensk politi søger stadig information, blandt andet i form af billeder og film, også for at udelukke at der ikke er flere gerningsmænd til tirsdagens skyderi.

Sponsoreret indhold