Skuespiller Ann Hjort: Jeg fik knust min drøm om flere børn
![Finn Nørbygaard Show på " Bremen "](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-06/20240918-MR-Finn-Noerbygaard--Pressefotograf-Mikael-Rieck_33.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
I en alder af 30 fik Ann Hjort besked om, at hun ikke kunne få børn, men det fik ikke skuespilleren til at stoppe med at drømme.
Så da hun mødte sin eksmand, skuespillerkollegaen Finn Nielsen, gik de straks i gang med en længerevarende behandling bestående af to operationer, fem reagensglasforsøg og 120 hormonindsprøjtninger.
Herefter kom sønnen Anton til verden, og alt var godt, men så begyndte tankerne at køre hos Ann Hjort.
- Jeg begyndte at længes efter endnu et barn. Det blev meget problematisk, for Finn var ikke indstillet på endnu et hårdt og opslidende fertilitetsprojekt, forklarer "Puk" til Hendes Verden.
Derfor så skuespilleren en psykolog for at tale om de svære følelser, og hun blev Ann Hjorts mentale redning.
- Jeg kunne kæmpe videre, eller jeg kunne vælge at glæde mig over det, jeg havde, i stedet for at blive ved med at drømme om alt det, jeg ikke havde. Det fik alt til at falde på plads for mig. Jeg forstod, at der er en stor befrielse i at tage ansvar for sit liv og acceptere det, som det er. Og nyde det. Nogle gange risikerer vi at blive helt blinde for det guld, vi står med i hænderne, fortæller nu 68-årige Ann Hjort til Hendes Verden.