Kendte7 timer siden

Melvin Kakooza åbner bar i København: Nu viser han den frem

Den 7. marts slår Melvin Kakooza dørene op til sin nye cocktailbar. Nu kan du få et smugkig af etablissementet
Melvin Kakooza viser rundt på sin nye bar Koko i hjertet af København.
Melvin Kakooza viser rundt på sin nye bar Koko i hjertet af København.
 Foto: Gregers Overvad

Komiker, skuespiller, tv-vært og nu også natklubejer.

Melvin Kakooza er kendisverdenens svar på en alt-mulig-mand, og den 7. marts springer han for alvor ud som klubkonge af København, når han slår dørene op til sin nye bar Koko, hvor R&B og hiphop vil strømme ud gennem højttalerne.

På Instagram giver han et lille smugkig inden for på Koko, som har til huse i Studiestræde - også kendt som Pisserenden - i København.

- Så nu mine damer og herrer kan jeg præsentere mit nye sted, som kommer til at hedde Koko, indleder han videoen.

I baggrunden kører et powertool på livet løs og vidner om, at de ikke helt er i mål endnu.

- Ja, det er ikke helt færdig endnu. Drengene er i fuld gang med at gøre det klar til åbningen her i marts, lyder det, inden Melvin træder indenfor og viser rundt.

Der er da også et stykke vej til mål - såfremt videoen er optaget samme dag, som den er lagt op.

Gulvet er råt og ledningerne stikker ud hist og her, men humøret er højt og planerne store.

Baren er Kokos hjerte, hvor der langes "knivskarpe cocktails" over disken. Der skal være loungeområde, dansegulv og sågar et såkaldt private room, hvor man kan sidde i fred og kigge ud, men andre kan ikke kigge ind.

- Så kan du sidde her inden du joiner resten af festen derude, fortæller Melvin, som fik inspirationen til den lukkede afdeling i Barcelona.

Turen går derefter hen til garderoben, forbi toiletterne og ned i kælderen, der byder på dansegulv og dj-pult.

- Jeg glæder mig helt vildt meget. Især til at se alle jer gæster, der vælger at bruge jeres aften hernede hos os i Koko. Vi håber, det bliver et sted, hvor folk kan komme og hygge sig og snakke.

Drømmen om at åbne en natklub begyndte at spire for tre år siden.

R&B og hiphop har været soundtracket til nogle af de bedste fester i hans liv – fra de første halfester i Fredericia til hjemmefesterne og gymnasietiden, hvor han var en del af festudvalget.

Det er derfor intet tilfælde, at det er der, der skal spilles på hans klub.

Koko er ikke åben for alle. Man kan med andre ord ikke bare kommende væltende ind fra gaden på Kakoozas klub. Man skal således være medlem.

Man kan stadig nå at søge, oplyser han i opslaget.

Sponsoreret indhold