
Bryllup på møddingen: Sussi og Steen har styr på festplanerne

LÆS OGSÅ: Sussi er utilfreds med resultatet
Indbydelserne er sendt ud, menuen er besluttet og sommerfuglene er så småt begyndt at flagre i maven på Sussi. Der går nemlig ikke lang tid, før den nordjyske sanger bliver til fru Nørholm Hansen.
– Præsten fra Saltum kommer herud på gården, og indtil videre er der planer om, at vielsen skal foregå på møddingen, siger gifteklare Sussi.
Det er 60-årige Steen Nørholm Hansen, som Sussi siger ja til. De mødte hinanden i maj sidste år, og der gik ikke mange måneder, før kærligheden var så stor, at de besluttede sig for at gifte sig.
– Det bliver mine to brødre, der fører mig op. Jeg synes ikke, jeg kunne vælge den ene fremfor den anden.
– Så jeg spurgte, om de ikke ville følge mig op begge to, forklarer den kommende brud.

Efter vielsen kan gæsterne hygge sig i haven, inden festen fortsætter i Sdr. Saltum forsamlingshus.
– Vi bliver gift ved 15-tiden.
– Og faktisk bliver velkomstdrinken serveret på gården, og så mødes vi nede ved forsamlingshuset halv seks.
Til festen, hvor parret har inviteret 70 gæster, er menuen allerede offentliggjort. De kan glæde sig til at sætte tænderne i en skøn trerettes menu.
– Vi starter med en rejecocktail, og så skal vi have amerikansk cuvette-steg med bagekartofler, kryddersmør og coleslaw-salat, mixed salat og dressing.
Desserten er hjemmelavet isrand med nøddecrunch og hindbærcoulis, afslører Sussi.
Kort inden midnat skal brudevalsen danses, og så er der kaffe, kage og selvfølgelig en lille skarp til gæsterne, inden danseskoene skal i brug.

Heldigvis er underholdningen klar og faktisk med til festen. Det er nemlig Sussis bandkammerater, Kim og Thomas, der spiller op til dans.
– Vi har spurgt, om drengene vil spille, så det bliver deres bryllupsgave til os.
– Så synger Kim, og Steen har sagt, at han gerne vil have, at jeg også synger et par sange, forklarer Sussi, der normalt rejser land og rige rundt og optræder.

Natmaden er pølser med brød, og når festen er slut, tager Sussi og Steen tilbage til gården, som danner rammen om bryllupsnatten for hr. og fru Nørholm Hansen.
– Vi har snakket om, at vi skal til Paris som en form for bryllupsrejse, når vi får tid, men det er ikke planlagt, siger den forelskede nordjyde.

