Kendrick Lamar stjæler showet til Super Bowl 2025 – men får ikke en krone for det
LÆS OGSÅ: Se alle billederne: Hollywoods største navne til Super Bowl 2025
I nat indtog den verdenskendte rapper Kendrick Lamar den måske største scene af dem alle.
Den 37-årige ordsmed havde nemlig æren af at spille til Super Bowls famøse halftime show.
Derfor er det noget overraskende, når man så hører, hvad pausestjernerne får for at levere en koncert til den gigantiske sportsbegivenhed. Lønnen lyder nemlig på ingenting.
NFL betaler ikke kunstnerne for deres optræden, men dækker i stedet produktionsomkostningerne. Det har NFL tidligere bekræftet over for Forbes.
Til gengæld kan Kendrick forvente en kæmpe stigning i streamingtal, billetsalg og opmærksomhed, ligesom tidligere kunstnere har oplevet. Bare spørg Shakira, der i 2020 fik en vanvittig 230 % stigning i streams, mens Jennifer Lopez røg op med 335 %.
Kendrick Lamar, som i sidste uge løb med hele fem Grammy-statuetter, er allerede en af de største navne inden for hiphop. Han har i alt vundet 22 Grammyer i sin karriere og har leveret storhittende albums som "Good Kid, M.A.A.D City" (2012), "Damn" (2017) og senest "GNX" (2024).
Kendrick Lamar mangler da heller ikke just penge. Ifølge rapporter sidder han på en formue på hele 140 millioner dollars – svarende til over 1 milliard danske kroner.