Kendte19 timer siden

Dødsannonce afslører Peter Christensens sidste ønske til vennerne

Den tidligere forsvarsminister beder alle interesserede om at bekæmpe Putin i stedet for at sende blomster til begravelsen.
Peter Christensen
Ekspolitikeren håbede, at venner og bekendte vil sende penge til Ukraine i stedet for at sende blomster til hans begravelse.
 Foto: Dan Mariegaard

Han gjorde sit for demokratiet i de blot 49 år, Peter Christensen fik her på jorden.

Sønderjyden sad i Folketinget i 14 år og var endda også minister ad to omgange - blandt andet forsvarsminister.

Også efter sin død gør Venstre-manden "PC" hvad han kan for at forsvare de demokratiske værdier, afslører den dødsannonce, som hans efterladte familie har indrykket.

"I stedet for blomster er det Peters ønske, at man betænker Den danske Ukraine komité," står der i dødsannoncen, hvor familien selvfølgelig også fortæller, at de savner deres far, mand og bror, der døde i sidste uge efter længere tids sygdom.

Den danske Ukraine komité ledes af en anden tidligere Venstre-løve, eksformand Jakob Ellemann-Jensen. Også andre fra det politiske liv er aktive i komitéen, såsom Søren Pind og Henrik Sass Larsen.

Komitéens formål beskriver de selv på deres hjemmeside:

"Den danske Ukraine komite er stiftet for at hjælpe Ukraines forsvar. Vores formål er, med penge, at hjælpe Ukraine i landets kamp for frihed og fred.

Mange andre yder en indsats på det humanitære område. Dette arbejde beundrer vi alle i den danske Ukraine komite. Men Ukraine har brug for mere. Ukraine har brug for økonomiske midler til at købe våben og sikkerhedsudstyr til sine væbnede styrker og de titusindvis af frivillige fra hele verden, der strømmer til for at bekæmpe uretten."

Følger man Peter Christensens opfordring, og krigen kort efter slutter, forsvinder pengene ikke bare i et sort hul. De vil i så fald "gå til at bedre ukrainske flygtninges vilkår i Danmark", lyder det fra komitéen.

Privat var Peter Christensen gift med TV 2-værten Josefine Kofoed, som på torsdag tager til begravelse i Holmens Kirke.

Han efterlader sig også tre børn.

Allerede som ung var politikeren tæt på at dø. Det kan du læse mere om her.

Sponsoreret indhold