Michella Meier-Morsi om særlig tv-optagelse: – De sværeste optagelser, jeg har lavet
![Optagelserne i sidste afsnit, hvor Michella Meier-Morsi smider noget af tøjet for at sætte fokus på maven, var nogle af de sværeste optagelser, som hun nogensinde har lavet.](https://imgix.seoghoer.dk/2025-02-10/michellameier.jpg?auto=format,compress&fit=crop&ar=394:221&crop=faces,entropy)
LÆS OGSÅ: Dansk landsholdsstjerne afslører: - Ja, vi er kærester
Siden Michella Meier-Morsi takkede ja til at lave mere tv, har det største ønske altid været, at de skal benytte muligheden til at sige noget vigtigt.
Og det formår hun at gøre i sjette afsnit af ”Tillykke, I skal have trillinger!”
En sårbar og modig Michella Meier-Morsi smider noget af tøjet for at vise maven frem på tv i bedste sendetid for at tage hul på et vigtigt tabuiseret emne.
Nemlig hele billedet af, hvordan kroppen kan se ud efter en graviditet – og i hendes tilfælde, hvordan kroppen ser ud efter at have født både tvillinger og trillinger.
På Instagram forklarer hun nu, hvorfor hun valgte at gøre det.
- Ét emne, som fylder meget for mig, er efterfødselskroppen og fødselsskader. Jeg er selv meget hårdt ramt af sidstnævnte. Og jeg er ikke alene. Over 50 procent af mødre oplever fødselsskader i en eller anden grad.
DR-kendissen skriver desuden, at hun har en lang liste af komplikationer efter fødslerne.
- Jeg har kroniske ryg- og mavesmerter, sover med varmepude, kæmper med mioser i underlivet, har løs hud der hænger, jeg ser gravid ud, frygter tarmslyng… ja, listen er lang.
- Det er måske de sværeste optagelser, jeg har lavet. Og det har taget mig måneder at samle mod til det.
Da scenen skulle filmes, sad tre kvinder fra produktionsselskabet med trillingerne, så Michella Meier Morsi kunne stå på soveværelset og filme maven.
Og her væltede tårerne ud.
- Jeg kan i forvejen ikke holde ud at kigge på min ødelagte mave. Men der stod jeg med kameraet vendt mod den.
- Og selvom det var det rigtige at gøre, så gjorde det ondt at se på den, og samtidig vide, at noget så sårbart skulle ses på store fladskærm af så mange mennesker.
Michella slutter opslaget af med at skrive, at hun håber, at afsnittet kan være med til at starte en samtale om, hvordan en krop også kan se ud efter en graviditet.
Og at vi skal turde at sige det højt – og på den måde bryde tabuet sammen.