Indrømmer fejl: Jannik Sinner accepterer dopingkarantæne på tre måneder

Den italienske tennisstjerne Jannik Sinner kommer ikke til at spille turneringer de kommende tre måneder.
Den suveræne verdensetter har tidligere afleveret to positive dopingprøver, som har været diskuteret heftigt, og nu har han accepteret en dom på tre måneders karantæne.
Det oplyser Det Internationale Antidopingsagentur, Wada, på sin hjemmeside.
Den korte karantæne skyldes, at Wada har troet på Sinners forklaring om, at det forbudte stof er endt i hans krop ved en fejl, og ikke fordi han bevidst forsøgte at opnå ulovlige fordele.
- Wada accepterer, at hr Sinner ikke bevidst forsøgte at snyde, og at hans indtag af closebol ikke gav ham præstationsfremmende fordele, og at han var uvidende om sin stabs uagtsomhed, skriver Wada på sin hjemmeside.
- Alligevel siger reglerne, og præcedens fra CAS viser, at en atlet bærer ansvaret for sin stabs uagtsomhed.
Af samme årsag bliver den 23-årige italiener heller ikke frataget resultater, han har opnået, siden han i marts 2024 afleverede de to prøver indeholdende spor af clostebol.
Ved første instans blev Sinner frikendt for skyld og dermed også straf, da et uafhængigt nævn fandt det plausibelt, at stoffet var havnet i Sinners krop, fordi hans massør havde brugt en creme til behandling, der indeholdt stoffet.
Wada mente dog, at det var Sinners eget ansvar, hvad han lod sin stab behandle ham med, og Wada ankede derfor frifindelsen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som er sportens øverste myndighed.
Her lå sagen fortsat og afventede behandling, da Sinner og Wada har indgået en slags forlig, som altså betyder en tre måneders karantæne til italieneren. Wada har i samme ombæring trukket sin appel til CAS tilbage, og sagen er lukket.
Karantænen gælder fra 9. februar til 4. maj, hvilket betyder, at Jannik Sinner vil været spilleberettiget til den næste grand slam-turnering, som er French Open. Den indledes 19. maj.
Den unge italiener slog for alvor igennem i begyndelsen af 2024, hvor han vandt grand slam-turneringen Australian Open.
Han hentede flere store titler i løbet af året, blandt andet sin anden grand slam-sejr ved US Open samt sæsonfinalen på ATP Tour og Davis Cup med Italien.
Han forsvarede i sidste måned Australian Open-titlen og topper verdensranglisten helt suverænt. Han står indtil videre noteret for 19 ATP-titler i karrieren.