Løvinden Louise Herping hæver millionudbytte
En ny bil? En ny båd? En måneds badeferie på Bali? Eller et nyt sommerhus?
Louise Herping Ellegaard har frit valg på alle hylder.
Den 45-årige iværksætter, som siden 2022 har været fast investor i tv-programmet "Løvens Hule", kom så godt ud af 2024, at hun belønner sig selv med et udbytte på 3.460.000 kr.
Det fremgår af regnskabet for hendes anpartsselskab Herping Holding.
Selskabet havde i 2024 finansielle indtægter på over 10 mio. kr. Det var en forbedring på fire mio. kr. i forhold til forrige år.
Louise Herping er blevet rig, fordi hun var medstifter af læringsplatformen Clio, som blev solgt til Bonnier.
Formuen i Herping Holding er særdeles solid. Egenkapitalen er optalt til 74 mio. kr. Nogenlunde det samme som forrige år.
Men det hele er ikke lyserødt.
Louise Herping ejer sammen med sine to børn Herping Invest ApS, som siden starten i 2018 har været et kæmpe underskudscirkus.
Ifølge det seneste regnskab har Herping Invest ApS en negativ formue - egenkapitalen er på minus 6.759.632 kr.
Louise Herping, som ejer en tredjedel af Herping Invest, garanterer dog, at hun står inde for gælden og derfor får Herping Invest lov til at køre videre.