Krimi19. februar 2025

Sisse Sejr anmeldte offer til skadedyrsbekæmperen: "Rotter under døren"

Ifølge rottefængeren ved Københavns Kommune blev der modtaget en anmeldelse om rotter på det kvindelige offers adresse i juli sidste år. Men den var falsk, og Sisse Sejr stod bag
Den kendte mediepersonlighed har i ikke under 81 tilfælde udsat en kvindelig bekendt til hendes mand for stalking og identitetstyveri. Offeret blev kimet ned i ugevis.
Den kendte mediepersonlighed har i ikke under 81 tilfælde udsat en kvindelig bekendt til hendes mand for stalking og identitetstyveri. Offeret blev kimet ned i ugevis.
 Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix

"Rotter under døren".

Sådan lød anmeldelsen, som rottefængeren ved Københavns Kommune modtog 15. juli sidste år i offeret i Sisse Sejr-sagens navn.

Problemet var bare, at anmeldelsen var falsk, og at den forurettede kvinde aldrig har haft rotter i lejligheden - og heller ikke havde indgivet en anmeldelse om rotteproblemet til Københavns Kommune.

Det bekræfter skadedyrsbekæmpelsen hos Københavns Kommune nu overfor SE og HØR.

Det var nemlig den prisvindende tv- og radiovært, Sisse Sejr, som stod bag og havde anmeldt hende til rottefængeren.

Ifølge anklagemyndigheden udsatte Sisse Sejr-Nørgaard det kvindelige offer for ikke under 81 tilfælde af digital stalking, hvor hun også stjal og misbrugte kvindens identitet på nettet. Tv- og radioværten tilmeldte kvinden alverdens forskellige virksomheder og myndigheder.

I ugevis blev det kvindelige offer oversvømmet med uønskede beskeder, mails, opkald og nyhedsbreve henover sommeren sidste år.

Blandt andet stjal Sisse Sejr altså kvindens oplysninger og anmeldte hende til skadedyrsbekæmperen, som var klar til at rykke ind i kvindens lejlighed og tage sig af rotterne.

Overfor SE og HØR oplyses det, at det var en noget forundret kvinde, som man fik i røret, da rottefængeren dagen efter ringede til den forurettede kvinde.

Her stod det hurtigt klart, at anmeldelsen var falsk. Det skete, selvom der var blevet udfyldt et anmeldelsesskema med kvindens personlige oplysinger - herunder hendes navn, telefonnummer og adresse.

Ifølge SE og HØRs oplysninger har Sisse Sejr også tilmeldt kvinden en psykolog, som ringede offeret op for at få hende i behandling. Igen havde kvinden ingen anelse, om hvorfor hun pludseligt blev ringet op.

Det handler sagen om

Den kendte tv-, radio og podcastvært, Sisse Sejr-Nørgaard er sigtet af politiet for groft at have chikaneret en kvinde ved at have stalket hende og stjålet hendes identitet. Offeret var en kvindelig bekendt af tv- og radioværtens mand, Esben Bjerre.

I retsmødebegæringen kan man læse, at tv- og radioværten i ikke under 81 tilfælde stjal kvindens identitet, misbrugte hendes oplysninger og udsatte hende for omfattende digital stalking.

Konkret foregik det ved, at Sisse Sejr udgav sig for at være offeret og tilmeldte hende forskellige private og offentlige virksomheder. Således blev kvinden i ugevis bestormet med opkald, beskeder, mails og nyhedsbreve fra mange forskellige sider. Der er også lavet flere reservationer på københavnske restauranter i det kvindelige offers navn.

Den omfattende og systematiske chikane fandt sted i perioden 15. juli til 23. august 2024. Sagen startede efter, at Sisse Sejr ifølge SE og HØRs oplysninger havde set sig vred på kvinden, som er en bekendt til hendes mand, Esben Bjerre.

Sisse Sejr har erkendt sin skyld i sagen, og derfor kommer sagen til at køre som en tilståelsessag ved Københavns Byret den 4. marts.

Sisse Sejr danner par med en anden meget prominent journalist, Esben Bjerre, der blandt andet står bag podcasten “Her går det godt” sammen med sin makker, Peter Falktoft.

Sisse Sejr er en af de bedst kendte journalister herhjemme, og har stået bag et hav af radio-, podcast og tv-programmer, ligesom hun også er forfatter og redaktør for et stort podcastselskab.

Hun har tidligere holdt oplæg hos politiet om forebyggelse af identitetstyveri - selvsamme forbrydelse, som hun nu har erkendt at have begået 81 gange. Det gjorde hun på et borgermøde hos Østjyllands Politi i samarbejde med det Kriminalpræventive Råd, hvor også den mangeårige, tidligere borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S) deltog.

Sisse Sejr var vært på tv-udsendelsen “Mit liv er stjålet” på DR, som handlede om identitetstyveri. Her blev hun undervist af IT-eksperter i, hvor nemt det er at få fat i personlige oplysninger på nettet.

Til SE og HØR oplyser advokat for Sisse Sejr-Nørgaard mandag, at han ingen kommentarer har til sagen.

- Vi tager den i retten, lød svaret fra Jakob Buch-Jepsen til SE og HØR mandag.

Sponsoreret indhold