NyhederI går

Stalkingofre oplever angst, depression og ptsd: Derfor anmelder mange det ikke til politiet

Et nyt studie fra Syddansk Universitet viser, at manglende tillid til politiet spiller ind, når stalkingofre ikke melder forbrydelsen til ordensmagten
Teenage Girl On Mobile Phone Feeling Intimidated As She Walks Home
Næsten halvdelen af alle personer, der anmelder stalking til politiet, oplever utilfredshed med politiets håndtering.
 Foto: Colourbox

Angst, depression, posttraumatisk stress, ændret adfærd eller en flytning.

Konsekvenserne kan være mange for mennesker, der udsættes for stalking og fælles for dem alle er, at løsningen ofte er kompleks.

I et nyt studie fra Syddansk Universitet og Dansk Stalking Center peges der således på, at der er langt igen, før Danmark kan kalde sig et trygt land for alle, der udsættes for stalking.

Herhjemme rammer stalking op mod 8,9 procent af danskerne. Af dem kender to tredjedele gerningspersonen fra et tidligere forhold.

Får ikke anmeldt det

Det er ikke alle ofre for stalking, der får anmeldt forbrydelsen til politiet. Af dem der går til ordensmagten oplever hele 47,9 procent utilfredshed med politiet håndtering.

De største barrierer for at kontakte politiet er frygt for at eskalere situationen, og lav tillid til at politiet kan gøre en forskel.

Undersøgelsen viser også, at udsatte for stalking begået af bekendte eller fremmede har en mere positiv oplevelse af politiets viden og støtte sammenlignet med dem, der er udsat for stalking fra tidligere intim partner.

-Det tyder på, at politiets håndtering af eks-partnerstalking kan være særligt udfordrende, siger Didde Hauch, der er ph.d.-studerende i Videnscenter for Psykotraumatologi, Institut for Psykologi, på SDU, og som står bag studiet.

Det var i 2022, at stalking fik sin egen paragraf i straffeloven.

Brug for mere polititræning og mere viden

Didde Hauch vurderer, at der er behov for forbedringer flere steder for at situationen for ofrene af stalking skal blive bedre.

Blandt andet anbefaler hun, at politiet får øget træning i at genkende stalkingmønstre.

Undersøgelsen peger således på, at stalkingens psykiske konsekvenser ofte undervurderes, da både politi og lovgivningen traditionelt har fokuseret mere på fysisk skade.

En anden pointe er, at politiets indsats i forhold til stalking er forskellig fra region til region.

- De regionale forskelle kan skyldes variationer i politiets træning og ressourcer, hvilket yderligere kan påvirke den stalkingudsattes oplevelser. Men de kan også skyldes også hyppigheden, hvormed de behandler stalkingsager.

- Jo oftere man ser og behandler stalkingsager, jo skarpere bliver man også til at identificere og håndtere dem. I yderkommunerne vil der alt andet lige grundet den lavere befolkningstæthed statistisk være færre stalkingsager, og dermed længere mellem at politiet kommer i berøring med dem, siger Didde Hauch.

Hvad er stalking?

Stalking er en særlig type af uønsket adfærd og aktiviteter, der er rettet mod en anden person. Stalking er en form for vold og kan for eksempel opstå efter et brudt parforhold, på baggrund af følelsen af uretfærdighed eller vrede og forelskelse.

For at der er tale om stalking, skal kontakten være ensidig. Det betyder, at den udsatte ikke responderer eller gengælder kontakten. Samtidig skal der være tale om flere kontaktforsøg og hændelser sådan, at der er tale om et mønster af handlinger.

- Telefonopkald og beskeder: For eksempel uønskede telefonopkald, mails, Messenger beskeder, breve og sms'er.

- Kontakt gennem andre: For eksempel når venner bruges som mellemled til at få kontakt og videregive beskeder.

- Hærværk og trusler: For eksempel skade på ejendele, graffiti og trusler om fysisk vold.

- Digital stalking: For eksempel chikane på sociale medier, kontaktforsøg fra falske profiler, billeddeling og hævnporno.

- Gaver: For eksempel modtagelse af uønskede blomster, gaver eller varer.

- Overvågning: For eksempel at udøver opholder sig i nærheden, overvåger via GPS eller på andre måder holder øje.

Kilde: Syddansk Universitet og Dansk Stalking Center

Sponsoreret indhold