Gabby Petito-drabet: Her er det mystiske brev, som Brian Laundries mor skrev til ham

LÆS OGSÅ: Han stjal Gabby Petitos mobil: Her er de skræmmende beskeder fra Brian Laundrie til sig selv
Det var en sag, der sendte chokbølger gennem ikke bare USA, men hele verden.
I august 2021 tog Brian Laundrie på kynisk vis livet af sin forlovede, Gabby Petito, mens parret var på roadtrip gennem USA.
Nu bliver den forfærdelige drabssag så udrullet i Netflix-serien ”American Murder: Gabby Petito”. I tre afsnit fortæller dokumentaren, hvordan Gabby Petito troede, at hun havde fundet drømmefyren, da hun mødte Brian Laundrie – men at det viste sig, at Florida-fyren havde en mørk og manipulerende side.
Dokumentaren fortæller også i detaljer, hvordan parrets roadtrip gennem USA endte brat og brutalt, da Brian Laundrie i august 2021 kvalte sin forlovede og gemte hendes lig i ødemarken. Og så fortæller dokumentaren også om det mystiske og urovækkende brev, som Brian Laundries mor skrev til sin søn.

Brevet mere end antydede, at Brian Laundrie havde røbet overfor sine forældre, at han havde slået Gabby ihjel.
”Jeg vil blot minde dig om, at jeg altid vil elske dig, og jeg ved, at du altid vil elske mig. Du er min dreng. Intet kan stoppe mig fra at elske dig, intet kan eller vil kunne splitte os ad, lige meget hvad vi gør, hvor vi går hen, eller hvad vi siger – vi vil altid elske hinanden”, skrev Roberta Laundrie i sit håndskrevne brev til sin søn.
Herefter skrev hun flere dele, der insinuerede, at hun havde kendskab til, at hendes søn havde begået den alvorligste forbrydelse af alle:
”Hvis du er i fængsel, vil jeg bage kage med en fil i. Hvis du har brug for at skaffe et lig af vejen, vil jeg møde op med en skovl og sække”.
Roberta Laundrie sluttede sit brev af med at gentage, at intet kunne skille hende og sønnen ad:
”Ikke had, ikke sult, ikke hjemløshed, ikke trusler, ikke engang synder, ikke engang det tænkelige eller utænkelige kan komme imellem os”.
Roberta Laundrie havde gemt det håndskrevne brev i en brun konvolut, hvorpå hun havde skrevet ”Brænd efter læsning”.
Det gjorde Brian Laundrie dog ikke, og derfor blev brevet altså fundet i forbindelse med den uhyggelige sag. Efterfølgende hævdede Roberta Laundrie ifølge NBC News, at brevet var skrevet flere måneder før, at hendes søn dræbte Gabby.
Roberta Laundrie har desuden hævdet, at hun skrev brevet, fordi hun på et tidspunkt havde haft et ”svært og knudret” forhold til sin søn. Hun forklarede i samme ombæring, at hun ikke kunne huske den præcise dato for, hvornår hun havde skrevet brevet – men at hun altså var sikker på, at hun gav det til sin søn, før han og Gabby tog på den skæbnesvangre roadtrip.
Modsat mener myndighederne, at brevet blev skrevet, efter Gabby var død – og formentlig fordi Brian Laundrie havde betroet sig til sine forældre. Forældrene har aldrig ønsket at fortælle, om eller hvad deres søn nåede at fortælle dem.
Det blev heller aldrig muligt at spørge Brian Laundrie selv. 20. oktober 2021 blev han fundet død i Floridas Carlton Reserve. Han havde taget sit eget liv.