Clara Tauson banker verdensetter: Klar til mere i Dubai

Danske Clara Tauson leverede tennis i absolut verdensklasse, da hun onsdag eftermiddag dansk tid bankede verdensetteren Aryna Sabalenka ved WTA 1000-turneringen i Dubai.
Med en sejr i to sæt med cifrene 6-3, 6-2 er Tauson klar til kvartfinalen i turneringen, der rangerer lige under de fire grand slams og sæsonfinalen.
Tauson gjorde det særdeles godt ved nettet, leverede fremragende returbolde og læste sin modstander som en åben bog ved flere lejligheder.
- Jeg ramte alt i dag (onsdag, red.), lød det i vinderinterviewet på banen.
Da de mødtes ved Australian Open i januar, brød de hinanden gentagne gange i første sæt.
Sådan var det ikke indledningsvist i onsdagens duel, hvor de i en jævnbyrdig periode holdt deres servepartier.
Men Tauson leverede gode returbolde, og den fremragende danske start blev understreget, da hun brød verdensetteren til stillingen 3-2.
Tauson fortsatte med at sætte sig igennem med tunge slag, og hun dryssede det ene vinderslag efter det andet forbi sin modstander, der slet ikke fik fat.
Danskeren holdt sin serv, og Sabalenka kom for alvor under pres, da hun efterfølgende igen blev brudt.
Verdensetteren formåede i første omgang at holde liv i sættet ved at bryde tilbage, men så spillede Tauson sig ellers frem til to sætbolde.
Danskeren angreb andenserven, og med det tredje servebrud formåede hun at vinde første sæt på lidt over en halv time.
Belaruseren hævede sit niveau fra starten af andet sæt og formåede at bringe Tauson, der med det samme blev brudt, ud af balance.
En stor fejl af Sabalenka gav synlige frustrationer hos den 26-årige stjerne, før Tauson tog endnu et parti ud af hænderne på belaruseren.
Der var generelt uro at spore hos verdensetteren, der kæmpede med humøret, alt imens Tauson tvang Sabalenka til at sprinte rundt på banen.
Hvilken time for Clara Tauson, der med et fremragende serveparti bragte sig foran 4-1.
Sabalenka afværgede efterfølgende hele seks danske breakbolde, inden belaruseren viste sig stærkest.
På den måde viste hun, at der er en grund til, at hun topper verdensranglisten.
Tauson holdt imidlertid hovedet koldt, læste flere belarusiske angreb og bragte sig på 5-2 mod verdens bedste.
Den vel nok største triumf til dato for Tauson var en realitet, da hun nok en gang brød Sabalenka.
I kvartfinalen støder Tauson ind i tjekken Linda Noskova, der er nummer 35 på verdensranglisten.