KrimiI går (opd. I går)

Forældrepar mistede livet i trafikulykke: 25-årig frifindes for uagtsomt manddrab

Det var ikke uagtsomt manddrab, da en 25-årig mand kørte ind i et forældrepar, der mistede livet, i Hillerød sidste år
Politi og redningsmandskab på ulykkesstedet sidste år. Nu er dommen faldet i byretten.
Politi og redningsmandskab på ulykkesstedet sidste år. Nu er dommen faldet i byretten.
 Foto: Presse-fotos

En 25-årig mand er blevet frifundet for uagtsomt manddrab i en sag om en trafikulykke, der sidste år kostede et forældrepar livet.

Han dømmes dog for forsætlig fareforvoldelse, da han kørte om kap med en 32-årig kammerat, som døde i ulykken.

Derfor straffes den 25-årige mand med ni måneders fængsel.

Den 25-årige mand var tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, selv om det ikke var ham, der frontalt påkørte forældrenes bil på Hillerødmotorvejens forlængelse en tidlig julimorgen sidste år.

Det var i stedet hans 32-årige kammerat, som også blev dræbt i ulykken.

Selv kørte den 25-årige mand omkring 100 meter længere bagved, da sammenstødet skete, og han var derfor ikke involveret i selve sammenstødet.

Forinden havde han dog kørt om kap med kammeraten på strækningen fra Ågade i København og nordpå ad Hillerødmotorvejen og motorvejens forlængelse.

Hastigheden nåede også op på et niveau, der karakteriseres som vanvidskørsel.

Den fatale ulykke indtraf kort efter klokken seks om morgenen 6. juli 2024. På bagsædet i forældreparrets bil sad deres to børn, en pige og en dreng. De overlevede begge, men kom alvorligt til skade.

Der er fredag næsten fyldt på tilhørerpladserne i retten, hvor flere pårørende er mødt op for at følge domsafsigelsen.

Sagen blev afgjort som en domsmandssag, hvor der er en juridisk dommer og to domsmænd. Og de var ikke enige om skyldsspørgsmålet.

En mente, at han skulle dømmes for uagtsomt manddrab, mens to stemte for frifindelse. Det er flertallet, der bestemmer.

Flertallet henviste blandt andet til, at den 25-årige befandt sig 100 meter bagved, da ulykken skete.

- Flertallet lagde navnlig vægt på, at tiltalte ikke var en del af ulykken, og at der heller ikke på baggrund af kørselsforløbet op til ulykken var grundlag for at fastslå, at han handlede uagtsomt med hensyn til forældrenes død og børnenes skader, skriver retten i dommen.

Men retten fastslår, at den 25-årige med sin kørsel udsatte andre bilister - herunder familien - for fare.

Det er aldrig før - og altså stadig ikke - sket, at nogen er blevet dømt for uagtsomt manddrab, når de ikke selv har været involveret i selve ulykken.

Foruden fængselsstraffen på ni måneder skal den 25-årige mand betale en bøde på knap 26.000 kroner. Han får også frataget førerretten i ti år.

Anklageren havde krævet manden, der er syrisk statsborger, udvist af Danmark. Men han slipper med en advarsel om udvisning.

Sponsoreret indhold