Nyheder8 timer siden

DMI "skuffer": Kan du heller ikke se solen?

Der venter nogle gråvejrsdage med dis og tåge, inden solen sidst på ugen begynder at banke på

De sidste fem dage i februar - mandag til fredag - kommer til at byde på gråvejr med periodevis regn og en hel del dis og tåge.

Sådan lyder forudsigelsen tidligt mandag morgen fra Anesten Devasakayam, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- I dag starter vi med at have noget dis og tåge - især længst mod øst.

- Længere mod vest ligger der en front over den vestlige del af Jylland. Den front skal i løbet af i dag ind over hele landet, og den når først frem til Bornholm i aften eller først på natten, forklarer han.

Det er den front, der allerede mandag kan give regn.

- Det kan give mellem 10 og 20 millimeters regn - især ude ved vestkysten. Ellers er det under 10 millimeter i resten af landet, siger meteorologen.

Mandag vil temperaturerne ligge omkring fire til otte grader.

- Fronten erstattes i aften af mere dis og tåge, og det betyder også, at tirsdag også starter diset og tåget, og det meste af dagen kommer til at gå med at få bugt med det her dis og tåget, siger Anesten Devasakayam.

Det billede ser ud til at fortsætte længere henne i ugen.

- I løbet af ugen ser det ud til, at det bliver nogle gråvejrsdage med noget dis og noget tåge indimellem, hvorefter der kommer en front i løbet af torsdagen, som vil give noget mere regn, lyder vurderingen.

Temperaturen ser i løbet af ugen ikke ud til at nå op på tocifrede varmegrader. Til gengæld er der heller ikke noget, der tyder på frostvejr.

I slutningen af ugen - når februar bliver til marts - kan man måske forvente et lidt mere forårsagtigt vejr, forudser Anesten Devasakayam:

- Så ser vi frem mod weekenden, hvor der måske er lidt mere plads til, at der kan komme noget sol ind i mellem dis og tåge.

Sponsoreret indhold