En mand er blevet indlagt på hospitalet, efter at han tirsdag aften på Vojens Station hægtede sig på ydersiden af et tog - og faldt af.
Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Richard Borring.
Politiet fik anmeldelsen om den såkaldte trainsurfer klokken 18.52, efter at personer på stationen havde set manden hægte sig på toget.
Togtrafikken blev herefter standset i begge retninger i omkring to timer, mens politiet med droner og hunde søgte efter manden langs jernbanenettet.
- Undervejs var det svært for ham at holde fast. Vores eftersøgning viser, at han faldt af toget efter omkring fem kilometers kørsel, siger vagtchefen.
Klokken 21.20 lykkedes det politiet at finde frem til manden. Han er udenfor livsfare.
Manden er ikke dansk statsborger og hans identitet er endnu ikke klarlagt.
Politiet anslår, at manden er omkring 40 år gammel.
Det har tidligt onsdag morgen endnu ikke været muligt for politiet at tale med manden.
Umiddelbart er politiets vurdering, at manden hægtede sig på toget, fordi han ikke nåede at stige om bord på toget, inden det afgik fra perronen i Vojens.
Politiet vil i løbet af onsdag tale med manden, der vil blive sigtet for en overtrædelse af jernbaneloven.