Sport9 timer siden

Lars Christiansen er færdig i KIF Kolding: Stillingen nedlægges

Håndboldikonet skal til at kigge sig om efter et nyt job
Lars Christiansen er snart fortid i KIF Kolding.
Lars Christiansen er snart fortid i KIF Kolding.
 Foto: Mikael Rieck

Han har efterhånden brugt et par håndfulde år i KIF Kolding. Først som spiller og de seneste par år som sportschef.

Men efter denne sæson er han fortid i klubben. Stillingen som sportschef i klubben nedlægges nemlig, og så er der ikke længere plads til landsholdslegenden.

Det fortæller KIF Kolding-direktør Christian Hjermind til TV 2 Sport, der begrunder det den nedlagte stilling med økonomisk rettidig omhu.

Hovedpersonen selv, Lars Christiansen, er træt af, at det hele slutter om et par måneder, men er ikke hverken sur eller skuffet.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg er helt afklaret med det og forstår også godt baggrunden for klubbens beslutning. Jeg har jo selv arbejdet tæt sammen med Hjermind og haft indblik i, hvordan den økonomiske virkelighed er. Sådan er gamet nu engang. Nu handler det om at få gjort mine ting færdige de næste måneder, og så stopper jeg, når sæsonen slutter, fortæller han.

Lars Christiansen spillede som aktiv i KIF Kolding fra 1992 til 1996 og igen fra 2010 til 2012, da han stoppede karrieren.

Han har været sportschef i klubben siden sommeren 2023.

Sponsoreret indhold