Krimi6 timer siden

Robert Hansen forærede smykker til voldsramt ekskæreste: Har gjort det før

Når den voldstiltalte skuespiller og hans ekskæreste var uvenner, ville Robert Hansen have de smykker tilbage, han havde givet hende. Det har han gjort før
De voldelige skænderier omhandlede blandt andet ringe, som Robert Hansen havde foræret den forurettede kvinde. Her omfavner han sin forsvarsadvokat, Erbil Kaya.
De voldelige skænderier omhandlede blandt andet ringe, som Robert Hansen havde foræret den forurettede kvinde. Her omfavner han sin forsvarsadvokat, Erbil Kaya.
 Foto: Martin Høien, Aller Medier

Smykker spiller en central rolle i retssagen mod den voldstiltalte skuespiller, Robert Hansen. Det kom frem ved tirsdagens retsmøde.

For den forurettede kvinde, Robert Hansens ekskæreste, forklarede nemlig i vidneskranken ved Retten på Frederiksberg, at skuespilleren flere gange krævede, at han fik de ringe tilbage, som han havde givet hende. Typisk skete det, når de var uvenner.

- Jamen han bliver sur på mig. Jeg har nogle ringe, som jeg har fået af ham, som jeg er meget glad for, sagde ekskæresten mandag.

- Dem (ringene red.) vil han altid tage fra mig, når vi skændes, fordi jeg er glad for dem, forklarede hun.

Men det er ikke første gang, at Robert Hansen har foræret ringe til de kvinder, som han har været i forhold med. Det gjorde han blandt andet også ved sine to tidligere ekskærester Nynne Larsen og Nanna Desirée Eltong.

Tidligere har SE og HØR talt med Nanna Desireé Eltong, som fortalte, hvordan hun blev opmærksom på, at de ringe og øreringe, som hun havde fået af Robert Hansen, pludseligt blev båret af den nye kæreste, Nynne Larsen. Det skete, efter at Nanna Desireé Eltong og Robert Hansen var gået fra hinanden.

- Nu har hans nye kæreste smykkerne på, og jeg har billeder, hvor jeg selv har dem på. Ligesom der er billeder, hvor hun har dem på, sagde Nanna Desireé Eltong dengang til SE og HØR.

- Jeg synes, det er rigtig mærkeligt, fordi der er en historie med det, og det er nogle smykker, jeg har fået. Hvis man får en gave, så får man en gave. Så kan man ikke give den videre til andre, sagde Robert Hansens fortørnede ekskæreste, som mente, at det var hendes smykker, der nu prydede en ny kvinde.

Her ses ringen, som de to ekskærester har båret - muligvis også den voldsramte kvinde.
Her ses ringen, som de to ekskærester har båret - muligvis også den voldsramte kvinde.
 Foto: Privatfoto

Sidenhen gik Nynne Larsen og Robert Hansen også fra hinanden. Skuespilleren blev også dømt for at have begået vold mod Nynne Larsen. Blandt andet tæskede han hende så meget med en guitar, at den gik i stykker.

Nu spiller ringe igen en central rolle i dramaet omkring Robert Hansen.

For i den verserende voldssag mod skuespilleren, er det altså kommet frem, at han nu igen har foræret ringe til den kvinde, som han senest har dannet par med.

Men når der har været problemer i forholdet, og Robert Hansen har været uvenner med ekskæresten, krævede han pludseligt smykkerne tilbage igen.

SE og HØR kan dog ikke med sikkerhed slå fast, om det er de selvsamme ringe, som de to tidligere kærester, Nynne Larsen og Nanna Desireé Eltong fik foræret af Robert Hansen som et tegn på hans kærlighed.

I retten forklarede den voldsramte kvinde tirsdag, at Robert Hansen var meget optaget af ringene. Flere gange kom han med voldsomme trusler, hvis ikke han fik ringene tilbage, forklarede hun.

- Han truer mig også med at klippe mine fingre af, fordi mine hænder svulmer op, når jeg drikker. Så vil han skære fingeren af mig, fordi han så kan få den af, sagde hun.

- Men jeg tror ikke på, at han kan finde på det, tilføjede hun.

45-årige Robert Hansen er tiltalt for to forhold om vold mod hans ekskæreste i sin lejlighed på Frederiksberg.

Hen over en periode på 24 timer anklages han for at have slået den forurettede kvinde i hovedet med et knytnæveslag, sparket hende på balle- eller hofteregionen og taget fat i hendes hår og revet så voldsomt i det, at hun faldt ned på gulvet og slog hovedet.

Han skal også have snittet kvinden i ballen med en kniv. På samme måde mener politiet, at han tog fat i kvindens hoved og ruskede hende i adskillige sekunder og spyttede hende i ansigtet.

Robert Hansen er tidligere blevet dømt for vold mod sin anden ekskæreste, Nynne Larsen.

Sponsoreret indhold