Bemærkede du det også? Cana Buttenschøn i DR-program

Iværksætter og forfatter Cana Buttenschøn overraskede seerne, da hun pludselig trådte ind i "Løvens Hule" på DR for at overbevise de benhårde investorer om at satse på hendes hudpleje virksomhed, Cana Care.
Da SE og HØR fanger Cana over telefonen, afslører hun sin motivation for at deltage:
- Jeg tror på at omgive mig med mennesker, der er klogere end mig, forklarer hun og tilføjer, at hun håbede på at få en eller flere løver med ombord.
Men oplevelsen var ikke helt uden nerver.
- Det var vildt overvældende at træde ind i "Løvens Hule" og skulle pitche min virksomhed på så kort tid. Man bliver virkelig bevidst om, at det hele bliver optaget, siger hun ærligt.
Om Cana Buttenschøn sikrer sig en investering, kan du se i "Løvens Hule" på DR1 kl. 20.00 eller på DRTV.