Nyheder6 timer siden (opd. 6 timer siden)

Volodymyr Zelenskyj efter sammenstød: Det er vigtigt at Ukraine bliver hørt og ikke glemt

Det ukrainske folk skal vide, at de ikke er alene, lyder det fra Zelenskyj dagen efter sammenstød med Trump
Det ukrainske folk skal vide, at de ikke er alene, lyder det fra Zelenskyj dagen efter sammenstød med Trump
Det ukrainske folk skal vide, at de ikke er alene, lyder det fra Zelenskyj dagen efter sammenstød med Trump
 Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger lørdag, at det er "meget vigtigt", at Ukraines kvaler bliver hørt og ikke glemt.

- Det er meget vigtigt for os, at Ukraine bliver hørt, og at ingen glemmer det. Hverken under krigen eller efter, skriver han i et opslag på sociale medier.

Opslaget er ledsaget af et billede fra et møde med det ukrainske miljø i Washington.

- Det er vigtigt for folk i Ukraine at vide, at de ikke er alene. At deres interesser bliver varetaget i ethvert land, i alle dele af verden, lyder det videre.

Opslaget kommer, dagen efter at Zelenskyj havde et verbalt sammenstød med den amerikanske præsident, Donald Trump, og vicepræsident J.D. Vance i Det Hvide Hus.

Her skulle parterne have underskrevet en mineralaftale, som var forhandlet på plads.

I stedet gik mødet i hårdknude, da de to præsidenter og vicepræsidenten begyndte at mundhugges, og Zelenskyj forlod Det Hvide Hus uden at underskrive aftalen.

Donald Trump skrev efterfølgende på sit sociale medie, Truth Social, at han ikke mener, Zelenskyj er klar til fred. Trump mener også, at Zelenskyj ikke udviste respekt for USA under det fælles møde.

I et interview med det amerikanske medie Fox News efter mødet sagde Zelenskyj, at Ukraine er "klar til fred", men at landet er nødt til at have en "stærk position".

Ifølge Reuters bliver præsidenten i interviewet med Fox News adspurgt til, hvorvidt han fortryder, hvordan aftenens samtale med USA's præsident, Donald Trump, forløb.

- Ja, jeg synes ikke, at det var godt, lyder svaret.

Alligevel mener den ukrainske præsident, at forholdet til USA kan blive repareret.

- Jeg har ikke lyst til at miste vores fantastiske partnere i USA, siger han.

Natten til lørdag dansk tid har en unavngiven embedsmand fra Det Hvide Hus sagt til Reuters, at Trump på nuværende tidspunkt ikke er interesseret i at genoptage forhandlinger om mineralaftalen.

Aftalen er en del af et større politisk arbejdede for at sikre fred i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Ukraine anslår, at omkring fem procent af verdens "kritiske råmaterialer" findes i landet.

Det omfatter blandt andet 19 millioner ton grafit, der bruges til at fremstille batterier til elektriske køretøjer. Dermed har Ukraine en af verdens største reserver af grafit. I 2023 importerede USA al sin grafit.

Sponsoreret indhold